Vi har dårligere forberedelsesmuligheder end eksempelvis Holland, når Superligaen først sent bliver afsluttet. Vi havde en aftale med medaljeholdene om, at de ville slippe spillerne, hvis alt var afgjort. Det var så ikke tilfældet. Og så bliver jeg sgu irriteret, når Brøndby afleverer Krohn-Dehli og Rommedahl og får så meget ‘badwill’. Det er kedeligt at høre på, når Brøndby kun forsøger at hjælpe dansk fodbold. Den kamp var ligegyldig. Det er uforståeligt, at de ikke får noget goodwill i stedet.
Det er vist noget med cirka en halv million kroner ekstra i forhold til at slutte som nummer 10, og det er da også en slags penge.
En halv million kroner må vist siges at være en slags penge, specielt for en klub som har akutte penge problemer. Hvis nu HB Køge ikke havde udlignet, gad vide om DBU så havde kompenseret Brøndby for den tabte indtjening? Gad vide om Morten Olsen selv havde? Hvis nu Brøndby havde smidt en halv million kroner så Michael Krohn-Dehli kunne komme med i venskabskampen mod Brasilien.
Og det var så det. Sæsonen er ovre og med den røg den sidste teoretiske chance for et mesterskab.
Ja, der kan skrives en forfærdelig masse om hvad der gik galt og en del mindre om hvad der gik godt, men det bliver senere. Lige nu skal det handle om Silkeborg kampen.
Hvor Carsten V. Jensen havde en overraskelse klar i startopstillingen. En positiv overraskelse, endda. Efter en lang række dårlige præstationer og manglende mål var Cesar Santin, hold nu godt fast, sat på bænken. Ja. Ind kom Mustafa Abdellaoue i hvad der skulle vise sig at være en god beslutning.
…
Undskyld, jeg ved ikke hvor den TV speak kom fra. Men ja, lidt konsekvens for dårlige præstationer, ikke mundhuggeri og gode præstationer, rart at se. Vi skal nok ikke vænne os til det. Resten af startopstillingen var ganske som forventet, primært på grund af de tre karantæner som holdt TK og midterforsvaret fra FCM kampen ude.
Det betød så også at Martin Vingaard igen spillede fra start og skal vi endelig tale om noget godt, så var det super at se Vingaard tilbage i nærheden af den Martin Vingaard som sendte Jesper Grønkjær på bænken sidste sæson. Han har stadig en del vej at gå, men efter en lang periode hvor man tvivlede på om han nogensinde ville komme tilbage til det niveau, så er det rart med lidt fremgang at spore. Skulle der være lidt kritik af ham, bortset fra hans vedvarende problemer med at få en afslutning inden for målrammen, så ville den gå på at han i meget af kampen stod for langt inde i banen i stedet for at være lidt mere bevægelig ude omkring Oviedo. Jeg ved godt det er lidt Guldlok over det, med Pierre Bengtsson ude på venstrebacken så løb han for meget i samme position som Oviedo, med Vingaard på kanten så løber han for lidt, men det betød ofte at når Oviedo endelig fik plads til at komme med frem, så var det mod to Silkeborg spillere fordi Vingaard ikke var mobil nok til at trække en modstander med sig. Der var flere situationer hvor et løb udenom eller ind centralt ville have åbnet op for Oviedo til at komme frem til noget, men i stedet stod Vingaard inde på midten og pegede på sine egne fødder, som for at sige “De bevæger sig ikke”.
Eller “Giv mig bolden i fødderne.”
En af de to.
Det med manglende mobilitet har været et gennemgående problem for hele truppen i den her sæson og det så vi også mod Silkeborg. Der blev prøvet lidt mere end vi ellers har set, men specielt i anden halvleg var der forfærdelig meget opspil der strandede på at spilleren med bolden kiggede op, kiggede rundt, kiggede bebrejdende og så sendte bolden tilbage til midterforsvaret. Det skal så siges at det problem mere eller mindre forsvandt som anden halvleg skred frem, men eftersom det forsvandt fordi det mere og mere var Silkeborg der var på bolden, så hjælper det ikke helt så meget.
Specielt ikke med tanke på de store problemer det gav at enten Jesper Bech eller Christian Holst lagde sig ind bag de to centrale midtbanespillere. Størstedelen af Silkeborgs chancer kom netop derfra og det eneste modtræk FCK havde var for Stadsgaard eller, i mere sjælden grad, Zanka at skubbe op på manden i hullet. Den centrale midtbane var alt, alt for boldfikseret, i særdeleshed Grindheim som i den grad lider af tunnelsyn når han har øjne på bolden. Det er lidt som at vinke med en hundekiks foran en hvalp. Også fordi du ved at han på et tidspunkt mister disciplinen og kommer buldrende efter den.
Nå, tilbage til noget positivt. Mens jeg har chancen. Mos fik jo chancen fra start og selvom den unge mand er blevet grundigt og, ærlig talt, overdrevent kritiseret, så gik han til opgaven med godt mod og 1-0 målet viste lidt af hvad han har at tilbyde som angriber. Han viser med det samme hvor han gerne vil have bolden, stikker af på grænsen til offside og holder så lige forsvarsspilleren væk med et lille tryk før han smider den sikkert ind bag målmanden. Forskellen på ham og Santin, ihvertfald på den Santin man har set før, er at Mos i langt højere grad skal iscenesættes. Det betyder så at han har større risiko for at falde ud af kampen, hvilket man desværre også så mod Silkeborg, ligesom det betyder at han ikke vil være lige så effektiv en joker at sætte ind fra bænken. Han har ikke den samme målnæse som Nordstrand, den samme evne til at opsnuse de positioner hvor bolden tilfældigt falder ned, han har ikke de fysiske egenskaber som gjorde Peter Møller til så fantastisk en joker at kunne sætte ind til sidst når der skulle ekstra tryk på, han kan ikke ordne tingene på egen hånd. Han skal bringes frem til en afslutning. Men sker det, så kan man være rimelig sikker på at den bliver høvlet i kassen. Et mål som det mod Silkeborg er det jo kun ham og N’Doye af vores nuværende angribere der ville sætte ti ud af ti gange og jeg ved ikke engang med N’Doye, sådan som han har spillet. Santin ville misse halvdelen af dem og Nord ville ikke kunne holde Silkeborg spilleren væk. Så ender Mos med at spille på et hold der fungerer og kan kreere chancer til ham, så tror jeg han bliver en succes her i København.
Han skal dog stadig bruge sommeren på styrketræning.
Bortset fra det… Bolaños var OK uden at være bedre end det. Lars Jacobsen holdt sit niveau. Oviedo var tilbage på backen. Sæsonen er endelig ovre. Vi vandt faktisk mod Silkeborg, hvilket jeg personligt ikke havde forventet. Sæsonen er endelig ovre. Og sæsonen er endelig ovre. Det var vist de positive ting at tage med fra den her kamp.
Der kommer noget i løbet af de næste par dage om hvad jeg håber der vil ske og mener der bør, ligesom der kommer noget om hvordan bloggen her kommer til at se ud fremover. Indtil da… i det mindste er sæsonen ovre.
Så er det sidste spillerunde og hvor mesterskabet sidste år blev placeret med otte runder igen så er der i år spænding helt til det sidste.
Eller… “spænding”, for det virker ærlig talt pænt usandsynligt at FC Nordsjælland skulle tabe point til AC Horsens og at FCK skulle vinde over Silkeborg samtidig. En af de to, måske, men selv det ville jeg ikke personligt smide penge på.
Nå, men det er kl. 20 i Parken, fordi kl. 20 på en onsdag er jo så fornuftigt et tidspunkt at lægge en sæsonafslutning på, og det er som sagt Silkeborg der kommer på besøg. Viasat viser for en gangs skyld ikke Brøndby, så det er næsten lidt ærgeligt at når de endelig viser en FCK kamp, så er det ikke længere nummer et i ligaen de viser. Men der er altså optakt fra kl. 19:00 på 3+.
Der er også udtaget spillere, FCK og SIF. Hos Silkeborg er det samme trup som mod SønderjyskE, bortset fra at Jeppe Illum er blevet erstattet af Sebastien Moneron. Moneron er en af tre spillere der forlader Silkeborg til sommer og har kun fået en enkelt kamp for dem indtil videre, så det betyder næppe det store. Det er altid svært at spå om startopstillingen til de her kampe. Silkeborg har teknisk set en 6. plads at spille for, der hvor ligaen brækker over hvad angår hjemmekampe i den næste sæson, men AaB sidder p.t. på pladsen og skal altså sætte point til mod et SønderjyskE hold der ikke har det store at spille for. Derfor kan Troels Bech ende med at bruge kampen til at give lidt spilletid til tro væbnere som Christopher Poulsen og Henrik Pedersen, eller til en Kaimar Saag som tager til Vejle i næste sæson. Men indtil videre vælger jeg samme opstilling som de havde i søndags.
Lasse Heinze
Nikolaj Ritter – Jesper Mikkelsen – Simon Jakobsen – Daniel A. Pedersen
Christian Holst – Frank Hansen – Kasper Risgård – Dennis Flinta
Jesper Bech
Marvin Pourié
Hos FCK er der tre mand ude med karantæne, det er Ragnar Sigurdsson, Sølvi Ottesen og Thomas Kristensen. Det gør at startopstillingen bliver nogenlunde ligetil, medmindre der går ekstraordinært meget kujon i CV og han vælger at sætte Oviedo og Bengtsson på banen samtidig. Jeg ville hjertens gerne udelukke den mulighed, men… jeg håber ikke han gør det. Med de to islændinge ude betyder det at Zanka kommer til at starte inde i sin sidste kamp for klubben før han tager turen til PSV og apropos så starter Dame N’Doye utvivlsomt inde i hvad der tvivlsomt er hans sidste kamp. Der bliver skrevet meget om at han nu absolut er væk til sommer, vi får se.
Cesar Santin – Dame N’Doye
Martin Vingaard – Claudemir – Christian Grindheim – Christian Bolaños
Og hvad bliver resultatet så? Ja, FCK skal død og pine vinde for at have bare den mindste chance for at vinde det danske mesterskab og komme direkte i Champions League, så jeg siger en kedelig 0-0. Det virker mest sandsynligt lige nu.
Det var godt nok en deprimerende kamp at overvære.
Aldrig har jeg set et fodboldhold være så lidt interesserede i at vinde et mesterskab. Aldrig har jeg set en træner være så lidt interesseret i at vinde et mesterskab.
Jeg skal være helt ærlig, for første gang har jeg ikke set kampen igen før jeg skriver det her. En gang må være nok. Det er også svært at skrive noget om en kamp hvor så lidt virkede. Og hvor så mange spillede under niveau. Eller hvad værre er, måske spillede til niveau.
Eh, den bliver kort den her. Jeg gider ikke engang gå i detaljer med præcis hvor anonyme folk som Cesar Santin, Dame N’Doye, Martin Vingaard, Claudemir, Thomas Kristensen, Christian… nu kommer jeg til at nævne hele startopstillingen. Vi kan bare se på antallet af afslutninger indenfor målrammen i første halvleg og i anden halvleg for at se hvor grelt det egentlig stod til.
I første halvleg, tre. I anden halvleg, hvor FCN kommer foran og FCK kommer bagud, en. En eneste afslutning indenfor mål. Det var hvad man kunne fedte sig frem til. Jeg kan ikke lide at bruge ladede ord som “ynkeligt”, men jeg har godt nok svært ved at finde et der er mere passende.
Nu sagde jeg godt nok at jeg ikke ville gå i detaljer med enkelte spillere, men så vil jeg i stedet gå lidt i detaljer med ham der bestemmer hvilke spillere der skal bruges. For hvis kampen mod FC Midtjylland skulle være en art eksamen for cheftræner Carsten V. Jensen, så er det da et solid 03 med pil nedad og en sur smiley klistret ovenpå. At bruge Pierre Bengtsson i stedet for Bryan Oviedo på backen kan så småt forsvares hvis Oviedo var træt efter pokalfinalen. Så kan det bare ikke forsvares at bruge Oviedo i pokalfinalen. At smide Kris Stadsgaard på bænken fordi han sagde “hold kæft” og så lade de to kolosser Sølvi og Ragnar om FCMs lynhurtige afrikanere kunne snildt have gået langt værre end det nu gjorde. Og så Andreas Cornelius.
Jeg ved ikke hvad Pape Pate Diouf har gjort. Jeg ved ikke hvorfor Carsten V. Jensen vælger at gøre som han gør. Men han står med tyve minutter igen, bagud 0-1 og vil lave en offensiv indskiftning på venstrekanten. Han har to valgmuligheder.
Enten sender han en 26-årig kant spiller ind med 112 kampe på topplan i den norske række, der scorede 39 mål i hans tid i Molde, 12 af dem så sent som sidste år, en spiller der i denne sæson har scoret flere mål end nogen anden midtbanespiller i truppen og som var med til at vinde pokalen for bare et par dage siden.
Eller også sender han en 19-årig fyr på banen som før den her kamp har fået under 10 minutter på topplan, kun er udtaget til hans tredje superliga kamp nogensinde og som ikke engang er kantspiller.
Den ene beslutning træffer man hvis man er en professionel cheftræner i en topklub, den anden træffer man hvis man spiller Football Manager.
Det er under al kritik og vil stadig være det, selv hvis FCN gør det umulige og smider mesterskabet på sidste spilledag. CV har været ude og sige at han mener der først burde vurderes på sæsonen når sidste spilledag er overstået og ærlig talt, nej. Det er en latterlig tanke at hans gøren og laden denne halvsæson pludselig skal ses i et helt andet lys hvis man får det danske mesterskab kylet i nakken. At en pludselig nedtur hos FCN skulle ændre vurderingen af FCKs sæson. Det er noget vrøvl. Og den eneste grund til at den bliver hevet frem er at manden godt selv ved at et dansk mesterskab er hans eneste forsvar.
Og lige nu virker det forsvar omtrent lige så brugbart som en chokolade paraply.
Efter Silkeborg kampen står han måske tilbage med kun en mistænkelig brun plet.
Ja, så er der kun to kampe tilbage i sæsonen og det er nu det hele bliver afgjort.
Primært fordi vi ikke selv afgjorde det for et par kampe siden.
FC Midtjylland tager imod på MCH Arena i Herning, kampen bliver spillet kl. 16:00 og fordi det er de sidste to runder, så bliver alle kampe spillet samtidig, hvilket så igen betyder at det denne gang er DR2 der sender kampen med optakt fra kl. 15:30.
Der er trupper, FCK og FCM, og som de selv er så venlige at påpege, så er det samme FCM trup som mod Horsens for en uge siden. Altså er Kristian Bak stadig ude og man må næsten forvente at det også bliver samme opstilling som mod Horsens, altså med Martin Albrechtsen som erstatning i midterforsvaret. Der er en lille mulighed for at enten Jude Nworuh eller Tim Janssen starter inde på toppen og skubber Igboun ned på kanten og Danny Olsen ud på bænken, men det er næppe sandsynligt.
Jonas Lössl
Kolja Afriyie – Martin Albrechtsen - Erik Sviatchenko - Jesper Juelsgård
Izunna Uzochukwu - Jakob Poulsen - Mads Albæk
Rilwan Hassan - Danny Olsen
Sylvester Igboun
Hos FCK er det næsten den samme trup som mod AC Horsens, ud er gået Christian Gamboa og Morten Nordstrand, ind er kommet Sølvi Ottesen og lidt overraskende den unge angriber Andreas Cornelius, som rykker permanent op i førsteholdstruppen fra næste sæson. Det kan man så tage som et skulderklap til den unge mand eller som en kynisk indrømmelse af at hvis vi kommer bagud så kommer de sidste tyve minutter af kampen til at bestå af høje bolde op i feltet. Det skal så siges at det er en 19 mands trup, så han kan ende med at blive sorteret fra i sidste minut, men der er fire midterforsvarere med i truppen og jeg har svært ved at se at der er brug for alle fire til den her kamp. Som nævnt efter pokalfinalen så har jeg svært ved at se hvordan det kan forsvares at vende tilbage til det mislykkede Oviedo-som-wing eksperiment men derfra og så til rent faktisk at bruge vores mest målfarlige midtbanespiller, der er nok lidt for langt, så jeg regner med Vingaard som venstrekant. X-faktoren, om man vil, er førnævnte pokalfinale. Hvor meget sidder i benene stadigvæk? Det kunne sende Bengtsson ind på backen, men jeg håber det virkelig ikke. Det kunne også holde Vingaard væk fra fløjen, men så må det blive Pape Pate Diouf istedet. Jeg har sagt det før, men det vil i den grad være en falliterklæring at starte med Oviedo og Bengtsson samtidig i de her to sidste kampe. Der er ingen undskyldning for det.
Cesar Santin – Dame N’Doye
Martin Vingaard – Claudemir – Thomas Kristensen – Christian Bolaños
Imens FCK prøver at få den første udesejr i Jylland siden august sidste år, så skal FCN til vestegnen for at møde Brøndby. Med nederlag til FCN og sejr til FCK vil mesterskabet være placeret allerede i denne runde, enhver anden kombination af resultater og det bliver først på onsdag. Det bliver nervepirrende men jeg sætter min lid til FCKs generelt gode historie med FCM og siger en 2-1 sejr. Jeg tror tilgengæld ikke at Brøndby kan stille noget op mod FCN, så det bliver videre mod onsdag.
Men lad os nu først lige koncentrere os om FCM. Fuld koncentration, tak, hr. N’Doye.
Okay, okay, det lyder måske ikke helt overbevisende med tanke på mine tidligere skriblerier om pokalen, men det er altid rart at vinde sølvtøj, selvom det virker helt absurd at FCK efter den her sæson pludselig har muligheden for at stå med The Double om to kampe.
Ser vi lige hurtigt på startopstillingerne, så havde Horsens både Jeppe Mehl og Martin Spelmann med fra start, selv om begge døjede med lidt skadesproblemer. Det viste sig at være en smartere beslutning for Mehl, der spillede hele kampen, end Spelmann som kun kunne klare den første halve time. Hos FCK var det Claudemir der havde trukket tjansen ved siden af Grindheim og Bryan Oviedo der fik venstreback pladsen.
Specielt sidstnævnte viste sig at være en rigtig god løsning. Med Martin Vingaard foran sig på venstremidt spillede Oviedo en af sine bedste kampe længe og blev fortjent kåret til årets Pokalfighter.
Åh, når jeg siger “spillede en god kamp” eller bare generelt taler om noget positivt, så taler jeg kun om den første time. Efter tres minutter blev Pape Pate Diouf, der i dagens anledning fik lov til at spille højrekant, erstattet af Thomas Kristensen og Claudemir blev skubbet ud på højrekanten. Efter det mistede FCK alt kontrol over kampen, stillede sig konsekvent ned med ti mand på den sidste tredjedel af banen og overlod alt initiativ til Horsens.
Men hey, den første time var fin. Specielt med tanke på at det var en noget reserveholds-agtig startopstilling.
Eller, generelt fin. Oviedo spillede som sagt en glimrende kamp men der var også udfald den anden vej. Morten Nordstrand spillede ikke særlig godt i hvad der højst sansynligt bliver hans sidste kamp i FCK trøjen, han har uden tvivl en høj fodbold IQ, en god forståelse for spillet, men der var for mange bolde der blev smidt væk eller bare aldrig kom under kontrol. Han kom også alt for ofte til kort over for Horsens to fysisk stærke midterforsvarere.
Samme problem havde Mustafa Abdellaoue, som godt nok viste bedre takter end Nordstrand men specielt hans dueller med Morten Rasmussen viste at skal Mos have en fremtid i FCK, så skal sommeren altså bruges i styrkelokalet. Han havde nogle gode løb og faldt generelt godt ind i rollefordelingen med at være dybdeløberen over for Nordstrands rolle som ham der faldt ned i banen, men han tabte klart alle de fysiske dueller han endte i.
Nede på midtbanen havde Christian Grindheim en fin kamp så længe han ikke havde bolden og en dårlig kamp når han fik den. Måske derfor han havde så travlt med at give den væk igen. Tilgengæld skal siges at han så ud til at have fundet en løsning på problemet med at han ofte går og gemmer sig bag modspillere for ikke at modtage bolden. Han gik stadig og gemte sig bag modspillere, men denne gang havde han ofte armene i vejret for at vise at han skam var helt fri og sagtens kunne spilles.
Lidt mere positivt var det at se på kanterne. Med Oviedo på backen og Christian Bolaños på bænken, så var der plads til både Martin Vingaard og Pape Pate Diouf og selvom ingen af dem havde en decideret blændende kamp, så var begge gode nok til at løsningen med Oviedo på kanten og Bengtsson på backen burde være et overstået kapitel.
Jeg vil faktisk gå så langt, med tanke på hvor god Oviedo var efter han endelig kom tilbage på backpladsen, som at sige at det vil være en deciderert falliterklæring at stille op med Bengtsson og Oviedo samtidig i de to sidste kampe i ligaen.
Så kan man diskutere hvem af Vingaard og Diouf der skal ind på kanten, kampen mod Horsens viste at Pape Pate Diouf måske er en anelse bedre kørende end Vingaard er, han havde et par gode indlæg, en rigtig flot aktion hvor han tog bolden med sig med yderside af foden og så var han også oppe og vinde et par hovedstødsdueller, blandt andet en enkelt på et indlæg af Vingaard der strøg lige forbi stolpen. Omvendt vil Martin Vingaard være et merre skolet alternativ, han vil falde bedre ind i det taktiske oplæg som Carsten V. Jensen arbejder ud fra. Bedømt ud fra de sidste par kampe er han også ved at få skudt sig ind på målet, han har haft et par afslutninger der gik lige forb og så mod Horsens et skud på mål som blev rettet af, næste trin må jo være at han rent faktisk rammer målet.
Uanset vil man få mere ud af en reel venstrekant og så Oviedo på backen end ved at flytte Oviedo tilbage på kanten og så Bengtsson ind. Specielt i to kampe som er must-win. Men mere om det i optakten.
Som kommer om lidt. Først vil jeg lige nyde pokaltriumfen i et par minutter. Og prøve ikke at tænke på N’Doyes afbrændere.
Nej, den passer. Teknisk set er FCK udehold i pokalfinalen, så det er skam Horsens v. FCK.
Det er stadig fra Parken, dog, med kick-off kl. 18:00 og på TV er det 6′eren… vent, Kanal 5? Fra kl. 19:00? Eller kl. 17:00? Der er vist lidt knas i diverse TV guides. Det er på en af SBS kanalerne på et eller andet tidspunkt. Pokalfodbold, mærk spændingen stige!
OK, OK, jeg skal nok holde op med at nedgøre den danske pokalturnering. Den er bare lige for tiden den mindst vigtige turnering vi er i og det er lidt svært at se den blive vigtigere så længe finalen ligger før ligaen er spillet færdig. Det vil man nok også kunne se på specielt FCK’s startopstilling, hvor Horsens måske har lidt mindre på spil i ligaen og lidt mere at gøre godt med i pokalen. Der er trupper, selvfølgelig, både FCK og Horsens, hos Horsens sidder FCK-lejesvenden Johan Absalonsen ude med en skade mens Jeppe Mehl netop er tilbage efter en og Anders Nøhr er med igen efter karantæne i ligaen. Startopstillingen bliver nok meget lig den mod FC Midtjylland, muligvis bare med Anders Nøhr tilbage på venstreback.
Frederik Rønnow
Alexander Juel Andersen – Morten Rasmussen – Nabil Aslam – Anders Nøhr
Lasse Kryger – Janus Drachmann – Martin Retov – Troels Kløve
Martin Spelmann
Ken Fagerberg
Hos FCK bliver det uden tvivl ikke samme opstilling som mod SønderjyskE. Morten Nordstrand, Mustafa Abdellaoue og Pape Pate Diouf blev alle taget tidligt ud af reserveholdskampen mod VB Kolding fordi de skal spille i finalen, Kim Christensen kommer ind på mål, Zanka starter inde og der er en god chance for at Martin Vingaard også kommer med fra start. Lige på den højrekant ville jeg dog ikke være så overrasket igen hvis CV vælger at stille med Christian Bolaños alligevel. Han virker generelt som en spiller med noget overskud for tiden og CV har ikke været bleg for at drive lidt rovdrift på ham. Det store spørgsmål bliver nok den centrale midtbane hvor Christian Grindheim næsten er sikker men manden ved siden af lige så godt kunne være TK som Claudemir. Jeg tror dog lidt på TK i første omgang.
Morten Nordstrand – Mustafa Abdellaoue
Pape Pate Diouf – Thomas Kristensen – Christian Grindheim – Martin Vingaard
Pierre Bengtsson – Kris Stadsgaard – Mathias “Zanka” Jørgensen – Lars Jacobsen
Kim Christensen
Ikke just en skræmmende opstilling. Eller, måske netop en skræmmende opstilling. Med de problemer AC Horsens reserve-spækkede mandskab gav vores førstehold for ikke så langt tid siden, så kan man ihvertfald godt bekymre sig lidt for hvordan det ender når situationen er omvendt. Men måske vender situationen endnu en gang og denne gang er det vores reserve-spækkede mandskab der giver problemer for deres førstehold. Eller måske taber vi bare den her pokalfinale med et mål eller to.
Jeg tror ærlig talt mest på sidstnævnte. Men alt kan jo ske. Det er jo magien ved pokalfodbold.
Jeg havde en intro klar med “kender I den om topholdet der spillede 2-2 mod et bundhold og smed guldet” men først scorede Sergio Aguero i overtiden for Manchester City og så spillede FC Nordsjælland uafgjort mod OB og nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige.
Ja, FC Nordsjælland smed point mod OB, så pointtabet mod SønderjyskE, det pointtab som der ikke var råd til, var der så råd til alligevel. FCK kan ikke engang finde ud af at smide et dansk mesterskab for tiden.
Ser vi på de to startopstillinger så var SønderjyskE for en gangs skyld uden sidste-minuts ændringer og derfor også uden overraskelser, ligesom Carsten V. Jensen igen-igen havde valgt suttekluds opstillingen med Oviedo og Bengtsson på kanten. På midten var det Grindheim istedet for TK og nede i midterforsvaret måtte Sølvi også starte ude. Det varede dog kun lige indtil pausen og så blev både Kris Stadsgaard og Christian Grindheim hevet ud. Grindheim fordi han, bortset fra et par enkelte offensive placeringer, havde spillet en(dnu en) meget anonym kamp og Kris Stadsgaard fordi han havde råbt “hold kæft” efter CV.
Undskyld, han røg ud fordi vi havde brug for Sølvis gejst og vilje. Og Ragnars evne til ikke at vide når der løber nogen i ryggen på ham.
Det ærgrer mig for jeg har egentlig været meget glad for Ragnar indtil videre, men begge SønderjyskEs mål kom da en SjE spiller løb ned bag ham og han først opdagede det da afleveringen kom susende forbi. 2-0 målet var Lasse Vibe og, OK, han er også pænt hurtig, men 1-0 målet var Henrik Hansen. Det burde være muligt som forsvarsspiller at have bare en anelse tjek på hvor Henrik Hansen befinder sig, specielt hvis han befinder sig fem meter bag dig i en helt fri position.
Endelig, med et kvarter igen, gik det op for spillerne at man ikke ville få point hvis man tabte 2-0 og først Bolaños, der ligner en mand der ikke har lyst til at gå otte måneder mere uden et mål, og så Sølvis gejst og vilje fik skrabet det endelige 2-2 resultat hjem. I realiteten et rimelig ligegyldigt resultat medmindre de spiller to gange uafgjort og FC Nordsjælland samtidig taber mindst en kamp. Hvilket med FCN’s slutprogram ser rimelig usandsynligt ud.
Grindheim blev som sagt hevet ud i pausen sammen med Kris Stadsgaard, noget der ikke var så overraskende igen. Han er nummer to på listen over spillere der er blevet skiftet mest ud under Carsten V. Jensen og ligner sjældent en mand der har kapaciteten til at spille 90 minutter. Nummer et på listen er heller ikke nogen overraskelse, det er nemlig Cesar Santin. Det mest overraskende ved ham mod SønderjyskE var at han ikke blev skiftet ud. Med to mand ud i pausen og en bovlam Oviedo der ikke kom frem til noget særligt, så var der for engangs skyld 90 minutter til Santin. Han spillede godt nok stadig kun 45, men gamle vaner forgår jo ikke så let.
Heller ikke særlig overraskende, bortset fra på den der måde hvor man til stadighed tager sig til hovedet over hvor store chancer den mand rent faktisk kan brænde, var de store chancer som den mand rent faktisk brændte. Han havde fire gode muligheder i første halvleg, tre af dem burde have givet mål og specielt den ene afbrænder hvor han vender rundt i feltet og brager bolden langt over mål var simpelthen ikke en angriber i en dansk topklub værdig. Og spørgsmålet om Santins fremtid efter sommeren begynder kraftigt at trykke på. Han har ikke hurtigheden han havde engang. Han har en vending han ofte bruger når han får en lidt hård aflevering mens han løber på tværs af banen hvor han løber forbi bolden og så tager den lange vej rundt. Dengang han havde hurtigheden i benene, dengang forsvarsspillerne sad rigtig tæt på ham fordi hvis de ikke gjorde, så var han væk, dengang virkede den. Den pludselige drejning ville komme før forsvarsspilleren opfattede situationen og så havde han pludselig den meter eller to på forsvarsspilleren han skulle bruge. Nu holder forsvarsspillerne sig en meter eller to væk og løber stille og rolig den bold op før Santin kan lave sin drejning.
Jeg har før talt om Positions Of Maximum Opportunity, om Santins evne til at stå de rigtige steder og hvordan han bruger den evne til at kompensere for det aldrende bentøj, og at han kommer til de chancer han gør viser også at han stadig formår det der med at finde positionen. Det så man også mod FCN hvor han nærmest ubemærket lusker til bagerste stolpe og bare skal prikke den bold der dumper ned der ind. Det gjorde han bare ikke. Og når N’Doye mod SønderjyskE smider en lav bold ind foran målet, så er Santin der lige nøjagtig ikke. Alene med Coe sparker han lige på ham. Og helt alene i feltet brager han den langt over mål. Bevares, han har altid været en spiller der brændte mange chancer, det har ikke stoppet ham fra at sparke den i kassen 17 gange i denne sæson, men mængden og størrelsen på de afbrændere, det lugter altså af en spiller der har toppet og ville være bedst tjent med at finde en god udlandskontrakt til sommer.
At en af hans afbrændere i den her kamp så kom efter muligvis det bedst gennemførte angreb vi har haft hele året, 21 berøringer i egne rækker før Bolaños fandt Santin helt fri i feltet, virkede nærmest absurd. Som at finde en rose i en mødding.
For der var godt nok meget møddinge-bold over det. CV var ude efter kampen og sige at holdet ikke kom rigtigt ud til kampen, hvilket ikke passede men på nuværende tidspunkt er det jo bare blevet en vane for manden. Der var faktisk tegninger til noget bedre end hvad vi fik til at starte med, men langsomt og sikkert begyndte spillerne at trække i håndbremsen. Selv efter målene til både 1-0 og 2-0 virkede det ikke som om synet af det danske mesterskab og medfølgende Champions League deltagelse der forsvandt i horisonten rent faktisk gjorde en forskel. Det var først efter Bolaños’ fine hug at der kom lidt tro på sagerne igen.
Jeg nævnte tidligere at Bryan Oviedo var blandt dem der blev skiftet ud i løbet af kampen og det var selvfølgelig ikke Pape Pate Diouf der kom ind men istedet Martin Vingaard og ret skal være ret, som en af de få spillede Martin Vingaard faktisk… ikke godt men bedre end længe set. Det var blandt andet ham der smed den glimrende tværpasning som spillede Bolaños fri til målet. Han havde også et enkelt forsøg som drejede lige uden om målet og en fiks lille et-to i feltet (med Cesar Santin, no less) som han desværre valgte ikke at afslutte på.
2-2 sluttede det altså og dagen efter blev det 0-0 i Farum og så er FCK på forunderlig vis stadig et point foran i tabellen med to runder igen. Nu her på torsdag gælder det først reserveholdsligaen og så… hvad? Pokalfinalen. Ja, skal vi ikke lige vente og se hvordan startopstillingen kommer til at se ud. Uanset er det Horsens og guderne må vide hvordan det går.
Kan vi lave en aftale, bare mellem mig og alle danske fodboldkommentatorer, om at holde op med at kalde det et “godt indlæg” hvis det bare er marginalt i nærheden af en medspiller? Kunne vi eventuelt holde det til indlæg som rent faktisk er gode?
Ja, endnu en gang går turen til det sønderjyskE når, øh, SønderjyskE tager imod på Haderslev stadion. Det er tredjesidste runde som vi skal i gang med, med kickoff kl. 16:00 hvilket som bekendt betyder at Canal 9 kommer til at vise den.
Der er trupper, både hos FCK.dk og et eller andet sted på SønderjyskE’s hjemmeside. Hos SønderjyskE sidder Jonas Troest og Mads Jessen ude, hvilket ikke burde komme til at betyde noget for startopstillingen. Det skal dog siges, som et lille kuriosum, at SønderjyskE i to ud af de tre sidste kampe har måtte ændre deres startopstilling lige før kampstart, så tro intet før du ser det med dine egne øjne. Men rent umiddelbart burde det være den samme startopstilling som de har kørt i et stykke tid nu. Oppe foran burde vi have lært noget om Quincy Antipas og Lasse Vibe har også vist sig som et spændende nyt navn.
Nathan Coe
Jarl Andre Storbæk – Anders Østli – Hallgrimur Jonasson – Daniel Christensen
Conor O’Brien – Henrik Bødker
Lasse Vibe – Henrik Hansen – Eyjolfur Hedinsson
Quincy Antipas
I FCK truppen er Thomas Kristensen og Sølvi Ottesen vendt tilbage og eftersom det er en 18-mands trup så må man gå ud fra at begge er blevet testet og erklæret 100% fit for fight. Eller hvad der nu tæller som 100% når vi taler Sølvi Ottesen. Om de så går ind i startopstillingen med det samme er nok mindre sikkert. Sølvis meget bastante forsvarsstil er måske ikke helt hvad man har brug for mod en rapfodet Antipas og sidst TK startede inde måtte han udgå allerede i første halvleg. Med tanke på den pokalfinale der også ligger lige rundt om hjørnet, så kunne jeg sagtens se TK komme ind engang i anden halvleg for Grindheim og så starte inde på torsdag. Og så til sidst tænder jeg lige for grammofonen og spiller den der gamle schlager, Oviedo’s offensive talenter bliver spildt på venstrekanten, det burde være Diouf eller i det mindste Vingaard der. Men det bliver det næppe.
Cesar Santin – Dame N’Doye
Bryan Oviedo – Claudemir – Christian Grindheim – Christian Bolaños
Pierre Bengtsson – Kris Stadsgaard – Ragnar Sigurdsson – Lars Jacobsen
Johan Wiland
Som jeg skrev efter OB kampen, så er det ene pointtab vi kan tillade os nu brugt og vi skal vinde mod SønderjyskE, men heldigvis et SønderjyskE hold som ikke virker lige så skræmmende som for en måned siden. Efter 4-3 kampen i pokalen har de fået uafgjort 3-3 mod Brøndby, tabt 0-5 til Horsens og fået 1-1 mod FC Midtjylland. Desværre skal der næppe helt så meget til for at skræmme det her FCK hold. Der er blevet talt en del om at “nu skal vi stå sammen” og “vi kan stadig selv afgøre det her”, men kampen mod SønderjyskE kommer til at vise om det nuværende FCK hold har noget at have den slags tale i eller om det bare er varm luft der bliver lukket ud. Jeg gætter på sidstnævnte, men med lige nok af førstnævnte til at Dame N’Doye sniger et sejrsmål ind i de sidste 10 minutter.