Arkiv over kategorien 'FC København'

Den Gyldne Sofa 2012/2013

Udgivet juni 13, 2013 FC København Leave a Comment
Tags:,

Hvis DBU kan gøre det, hvis Divisionsforeningen kan gøre det, hvis Sid Lowe kan gøre det, så kan FC Sofa også.

Faktisk kan FC Sofa kun gøre ganske få ting de tre ovenstående kan, men en af dem er at uddele priser og derfor velkommen til den første årlige Gyldne Sofa award!

Den Gyldne Sofa

Og mens klapsalverne langsomt dør hen, hopper vi lige ud i det.

BEDSTE MÅL

Nicolai Jørgensen mod OB, 02/09/12.

Der har været bedre opbyggede mål, der har været mere betydningsfulde mål, men en bedre boldbehandling og afslutning finder vi ganske enkelt ikke. En lang bold fra Lars Jacobsen bliver headet op i luften af Jørgensen og godt nok får han godt med tid og plads, men en inderside volley på den bold op i hjørnet, armen for pokker da. Vi skal vel helt tilbage til Zuma for at finde en boldbehandling af den karat. Weltklasse af Nicolai Jørgensen.

Også overvejet: Andreas Cornelius mod FCN, 15/09/12. Målet til 2-1 i sæsonens første FCN opgør er med på listen både fordi det er et flot mål i sig selv men også fordi Andreas Cornelius med sit flotte forløb og kølige afslutning gjorde sig til matchwinner i en kamp mod førsteudfordreren og satte en tyk streg under det potentiale han allerede havde vist. Andreas Cornelius mod Silkeborg, 23/09/12. Et mål der er med lige så meget for det flotte opspil, Nicolai Jørgensen med den smarte hælaflevering, som for Cornelius’ smask med højreskøjten. Højrebenet bliver ofte kaldt “koldt”, Peter Cech er nok ikke enig, jeg er sikker på at Lasse Heinze slet ikke er.

BEDSTE ASSIST

Claudemir til Nicolai Jørgensen mod Silkeborg, 10/03/13.

Efter et par sæsoner hvor man lidt havde glemt hvor god en pasningsspiller Claudemir egentlig er, så disker han pludselig op med et følt inderside lob over tre forsvarsspillere der falder ned lige hvor Nicolai Jørgensen havde peget. Var det en ung dansk spiller der havde lagt den aflevering var medierne flydt over med Laudrup-sammenligninger, i stedet er den lidt blevet glemt fordi det bare var mod Silkeborg.

Også overvejet: Nicolai Jørgensen til Andreas Cornelius mod Silkeborg, 23/09/12. En anden Silkeborg kamp og et mål der er nævnt tidligere, det er kun et lille, enkelt touch som Jørgensen disker op med men det er tegn på hans fantastiske overblik. Christian Bolaños til Cesar Santin mod AGF, 12/08/12. Nu vi taler Laudrupske afleveringer, så må Bolaños fine chip over AGF-forsvaret også nævnes, også selvom Santin blev nødt til at kaste sig frem for at nå den.

MEST OMTALTE SPORTSUDØVER I FODBOLDPROGRAMMET ONSIDE OPKALDT EFTER ET FODBOLDBEGREB FRA REGLERNE FOR FODBOLD

Mikkel Kessler.

BEDSTE KAMP

FCK v. FCN, 15/09/12, 2-1.

Sidste års danske mestre i stærkeste opstilling, på vej ud i et Champions League eventyr (der godt nok viste sig at være mere Brødrene Grimm end H. C. Andersen) og de blev både udspillet på banen, udmanøvreret på taktikbrættet og sat på plads på resultattavlen af ligaens nyeste stjerne. Halvlegsresultatet 0-1 var misvisende, et langskud ramte først stolpen og så Kim Christensen i ryggen før den røg ind, efter en halvleg hvor Ariël Jacobs 4-3-1-2/4-3-2-1 formation både havde formået at sætte Nicolai Jørgensen i scene og lukke ned for FCN’s største våben, specielt venstresiden med Joshua John og Patrick Mtiliga. I anden halvleg fik Igor Vetokele Superliga-debut og scorede sit første mål for klubben øjeblikket efter, før Andreas Cornelius viste sit store potentiale og indtog matchwinner-rollen med et for-løb og hovedstødsafslutning der begge havde høj klasse. Det her var en af de kampe hvor det var mest tydeligt at det her hold bare ville vinde det mesterskab.

Også overvejet: FCK v. FCN, 05/12/12, 4-1. En større sejr og muligvis en bedre præstation, men på en billigere baggrund mod et skadesplaget FCN hold der lige var kommet fra et 6-1 nederlag mod Chelsea, deres sidste CL kamp og største nederlag i sæsonen, hvilket tydeligvis havde sat sig i handskerne på Jesper Hansen. FCK v. Silkeborg, 23/09/12, 5-0. Målfest i Parken, to hver fra Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen, blandt andet det flotte mål der er nævnt et par gange nu, men en billigere baggrund finder man nok ikke end Keld Bordinggaards Silkeborg.

VÆRSTE KAMP

Brøndby v. FCK, 05/05/13, 0-0.

Igen er det betydningen af kampen der gør at den bliver valgt over “bedre” dårlige præstationer. En kamp hvor mesterskabet kunne sikres på Brøndby stadion, en kamp der muligvis ville være det sidste Københavner-derby, en kamp hvor holdet kunne slippe ud af den dårlige stime den var havnet i og virkelig sætte ærkerivalen på plads. I stedet blev en umotiveret gang sparken frem og tilbage, med den europæiske opstilling normalt forbeholdt de svære udekampe nu brugt mod rækkens nummer sjok og endda en defensiv udskiftning med et kvarter tilbage da Nicolai Jørgensen blev hevet ud og Daniel Jensen sat ind for at holde 0-0 resultatet hjem. En helt igennem rædderlig kamp i såvel indstilling som opstilling og absolut ikke den mesterskabsfejring værd der fulgte efter.

Også overvejet: FCK v. Steaua Bucuresti, 06/12/12, 1-1. Med videre adgang i Europa inden for rækkevidde, var FCK tvunget til at angribe for at få den sejr der skulle til, og angribe, det lod de være med. Kun Cornelius i angrebet fra start og Delaney på kanten, selv efter et forkert dømt rødt kort til Steaua lignede det hele vejen et exit. FCK v. Esbjerg, 12/05/13, 0-2. Endnu en forfærdelig omgang fra et hold der allerede var gået på ferie på det her tidspunkt, FCK formåede mod Esbjerg at intet vise i angrebet og alligevel blive fanget i omstillingsspillet.

BORGMESTER DER SPEKULERER MEST OVER OM MAN LEVER I ET RETSSAMFUND

Ib Terp.

VIGTIGSTE SPILLER

Nicolai Jørgensen.

FC Københavns måske vigtigste spiller huserede i lang tid ude på venstrekanten. Men da Jesper Grønkjær stoppede karrieren trak det ud med at finde afløseren. Senegalesiske Pape Pate Diouf kom fra en plads som venstre wing i en 4-3-3 og formåede aldrig at omstille sig hverken til fløj eller angriber i en 4-4-2 og manden der i perioder faktisk havde holdt Grønkjær af holdet, Martin Vingaard, røg ud med en skade mod Chelsea i Champions League og har aldrig fundet tilbage til samme niveau eller bare antydningen af det niveau. Men nu er omdrejningspunktet i den københavnske offensiv igen på plads ude på venstrekanten efter Poul Hansens løfter og OBs manglende villighed til at efterkomme de løfter åbnede døren for at Nicolai Jørgensen kunne tage fra Bayer Leverkusen og til den danske hovedstad, først på en lejeaftale og senere købt fri. Jørgensens høje tekniske niveau og evne til at finde plads inde centralt var med til at løfte et FCK hold der ellers ikke havde meget fornyelse at byde ind med fra sæsonens start og hans nedtur i foråret understreger faktisk bare hvor vigtig en spiller han er.

Også overvejet: Andreas Cornelius. Hele 18 mål i ligaen i hans første sæson, yngste topscorer nogensinde i den danske liga og en spiller der har gjort det umulige, nemlig at sørge for at man faktisk ikke savnede den bedste angriber klubben nogensinde har haft. Bedste indtil videre, i hvertfald. Pierre Bengtsson. Sidste sæson var utrolig meget af det offensive spil lagt over på venstrebacken fra Costa Rica, Bryan Oviedo. Han spillede også så godt at Everton endte med at købe ham. Pierre Bengtsson har i denne sæson samme antal mål og to assists flere end Oviedo havde sidste sæson. Indlæggene er ikke altid lige præcise, men tilgengæld er han måske den bedste i ligaen til at få dem smidt ind uanset hvor tæt modstanderen sidder.

MEST SKUFFENDE SPILLER

Først et par ord om hvorfor visse spillere ikke er på listen her. Rurik Gislason og Michael Jakobsen er her ikke fordi ingen af de to blev købt til startopstillingen og specielt i Jakobsens tilfælde har han fået for få chancer på den plads han blev købt til. Daniel Jensen er der en bedre plads til. Cesar Santin er her ikke fordi selv om han har spillet skidt, så har han scoret elleve mål i ligaen, kun to færre end sidste år. Når det så er sagt…

Christian Bolaños.

Bolaños havde en fantastisk første sæson i 2010/11, den sidste under Ståle. Sidste sæson scorede han halvt så mange mål som den sæson men havde flere assists. I denne sæson scorede han færre mål end sidste og havde også kun halvt så mange assists. Seks mål og fem assists i 10/11, tre mål og otte assists i 11/12 og kun to mål og fire assists i 12/13. Og i foråret var det højresiden der forsvandt totalt. Kun et mål og ingen assists i de tretten kampe kom der fra Bolaños og Lars Jacobsen tilsammen. Bolaños sad godt nok ude en del på grund af en skade men selv i de otte kampe han fik så vi primært afleveringer der var upræcise, indlæg der ramte første mand og driblinger der ikke lykkedes. Med hvad han har vist før har det simpelthen ikke været godt nok fra Bola.

Også overvejet: Thomas Kristensen. Ikke så meget fordi han har gjort det værre end sidste sæson, men fordi han i et ganske kort glimt gjorde det så meget bedre. Omkring Lille kampene i CL og sæsonens første FCN kamp spillede TK på et niveau som vi ikke har set fra ham før og så sandelig heller ikke efter. Om han havde fået at vide at der var udenlandske klubber der kiggede på ham eller hvad, ingen anelse, men det mindede mest af alt om måden Morten Bisgaard pludselig hev et nyt gear frem når kontrakten skulle forlænges. TK er en af de mest skuffende fordi man så et kort glimt af hvor meget bedre han kunne være. Lars Jacobsen. Lidt af det samme, det er forventningerne der gør at Lars er skuffende. Efter al den snak om at han offensivt var en hel anden spiller end i Everton og efter at han allerede i efteråret nåede de fem assists som han havde gennem hele sidste sæson, så var der lagt op til det helt store når mesterskabet skulle køres hjem i foråret. I stedet spillede han alle tretten kampe uden et mål og uden en assist. I nogle kampe gik der over en halv time før han gik med i et angreb for første gang og alt for ofte kom den planløse høje bold op mod Cornelius fra hans fod. På en halvsæson gik spørgsmålet på Lars fra hvor mange sæsoner kan han holde til hvor mange sæsoner kan vi tåle.

BEDSTE OMSKOLING

Søren Frederiksen omskolet fra venstre fløj til AaB spiller.

BEDSTE OVERRASKELSE

Andreas Cornelius’ gennembrud.

Efter en lang sommer med transferspekulationer omkring en Dame N’Doye der i høj grad havde brugt den forengående sæson på at drømme sig langt væk, gik spekulationerne naturligvis på hvor de 18/20 mål på en sæson som N’Doye havde udviklet sig til garant for skulle komme fra. Tobias Hysen? Kim Ojo? Djiby Fall? I stedet kom der en ung gut fra U/19 holdet, frisk fra at sikre den årgang det danske mesterskab, og bragede igennem i et gennembrud man ikke har set i den danske liga siden… som man ikke har set i den danske liga. Med de fysiske egenskaber til at gå direkte ind på førsteholdet og en fodboldforståelse der har ført ham fra U/19 ligaen til en startplads på landsholdet på bare en sæson var det her et gennembrud som ingen så komme.

Også overvejet: Christoffer Remmer. Røg op i førsteholdstruppen samtidig med Andreas Cornelius, efter at have spillet midterforsvar i det meste af hans tid på U/19 holdet, og det var umiddelbart svært at vurdere om han havde en fremtid på holdet. Så blev han sat ud som højreback i et par kampe, havde tre vigtige assists og pludselig er en tid uden Lars Jacobsen ikke så skræmmende endda. Fik ikke nok spilletid i foråret, specielt med tanke på det dyk Lars havde, og kan stadig nå at blive overhalet indenom af Mads Aaquist, men lige nu ser fremtiden på højreback lys ud. FCN opstillingen. Specielt oven på en sæson hvor den første træner ikke fik lov til at ændre på noget og den anden træner ikke havde fantasien til det, så var det forfriskende at se en specifik ændring til en kamp der gik videre end bare den europæiske opstilling. Og Kasper Hjulmands glæde over at være det første hold som FCK havde reageret imod på den måde forsvandt heldigvis også da FCN over tre kampe ingen modtræk viste sig at have.

VÆRSTE OVERRASKELSE

Den manglende udvikling af holdet og spillet.

I vinterpausen skrev jeg for første gang om noget af det der havde bekymret mig i et stykke tid. Ariël Jacobs var tydeligvis en træner der aftvang sig meget respekt i omklædningsrummet, en man-management træner og hans oplæg til de enkelte kampe mod FCN ramte helt plet. Men der var ikke den store udvikling af FCKs langsigtede strategi. Hodgson havde en spillemæssig plan og ændrede holdet derefter. Backe havde en spillemæssig plan og ændrede holdet derefter. Ståle havde en spillemæssig plan og ændrede holdet derefter. Jo mere jeg så af FCK under Jacobs, jo sværere blev det at finde planen med spillet. Alt så ud til at afhænge af enkeltmandspræstationer og at havde nok kvalitetsspillere til at hvis der var en der ikke sprudlede på dagen, så stod der en eller to andre klar til at tage over. Men hvis de nu ikke sprudlede, nogen af dem, hvis man stod over for en kollektiv nedtur, var der så et spillemæssigt skelet nedenunder der kunne bære holdet? Jeg kunne ikke se det dengang men Jacobs var også blevet smidt hovedkulds ud i den korte danske sommerpause og nu havde han trods alt tre måneder henover vinteren til at bygge det skelet. Det skete bare aldrig. Og pludselig så man hvad der ville ske hvis holdet havde den kollektive nedtur. Resultatmæssigt, pointmæssigt det værste forår siden Roy Hodgson kom til og skabte det moderne FCK.

Også overvejet: Daniel Jensen. Landsholdsveteranen med de mange år i tysk fodbold startede med bare at træne med, men imponerede Ariël Jacobs så meget at en halv-års kontrakt blev lagt på bordet. Mange så ham gå direkte ind på den centrale midtbane, men i stedet blev han først brugt som angriber og så bare ikke brugt overhovedet og det var heller ikke den store overraskelse da kontrakten ikke blev forlænget. Den europæiske formation. Både i Europa League og den danske liga blev “den europæiske” hevet frem alt for ofte, i foråret med Daniel Jensen i en uvant og upassende rolle som hængende angriber. For ofte blev der lagt op til kujon-bold når man i virkeligheden burde jage et resultat.

MEST FERNANDO OLSEN-AGTIGE UDTALELSE AF FERNANDO OLSEN

“Bendtner er med til at ramme medierne bredt. Nu kommer vi også i de kulørte magasiner. Vi kommer i nyhederne, og fodbolden kommer generelt bredt rundt. Vi har brug for nogle folk som Bendtner, der trækker dansk fodbold ud af sportssektionerne.” — sagt efter at Nicklas Bendtner blev taget bag rattet med en promille på 1.5 og fik frataget kørekortet.

VÆRSTE DOMMERPRÆSTATION

Kenn Hansen mod SønderjyskE, 25/11/12, 1-2.

I et år hvor DBU for første gang valgte at uddele titlen Årets Fodbolddommer ironisk, er det ikke så overraskende at vinderen af titlen også vinder en Gylden Sofa. Lidt mere overraskende er det måske at det ikke var Michael Svendsen der løb med æren, men efter Kenn Hansens fornemme indsats i kampen mod SønderjyskE er han svær at komme uden om. Først var der det indirekte frispark for en bevidst tilbagelægning da Michael Jakobsen ryger ned i en glidende clearing af bolden lige ind i brystet på Kim Christensen. Jakobsen fortalte efter kampen at Hansen havde sagt at eftersom bolden kom fra Jakobsens fod, så blev han nødt til at fløjte for frispark. Både første og sidste gang i både sæsonen og kampen at Kenn Hansen valgte den noget alternative fortolkning af regelbogen. Værre blev det faktisk da SønderjyskE målmand Kenneth Stenild gik op for at gribe et indlæg, tabte bolden i regnvejret og Thomas Delaney var først over bolden og kunne sparke den i mål. Nej, sagde Twitter-Kenn, for Delaney havde i forbifarten ladt sin hånd være i kortvarig kontakt med Stenilds skulder og sådan noget skal jo dømmes. Næste kamp satte Kenn Hansen så rekord ved at dømme langt over hundrede straffespark i samme kamp, det går jeg i hvertfald ud fra.

Også overvejet: Michael Svendsen mod Randers, 25/08/12, 2-3. Ja, ingen liste er komplet uden end Svendsen, selvom det måske bliver nødvendigt næste år nu hvor manden jo stopper. Mod Randers var det Ronnie Schwartz der på magisk vis fik et straffespark ud af at skubbe Michael Jakobsen i ryggen så hans hånd røg op og ramte bolden en god meter uden for feltet. Ah, klassisk Svendsen. Henrik Sønderby mod Brøndby, 21/10/12, 1-0. Ja da, en linjevogter på listen. Undskyld, dommer-assistent. Er det hvad de hedder nu? Nå, Sønderby ryger på listen for ikke bare en men hele to gange at dømme offside på en spiller der var mindst en meter på den rigtige side af stregen. Ikke meget tvivl der kom hverken Cornelius eller Vetokele til gode i den kamp.

VIGTIGSTE ØJEBLIK

Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius bliver skiftet ind mod FC Midtjylland, 15/07/12.

Til sæsonens første kamp var just tilkomne Nicolai Jørgensen og ditto oprykkede Andreas Cornelis sat på bænken fra kampens start. I stedet var det anfører Martin Vingaard på venstrekanten og Mos Abdellaoue der dannede par med Cesar Santin i angrebet da Dame N’Doye grundet transferspekulationer var holdt helt uden for truppen. Efter en horribel første time, der så først Igboun og så Tim Janssen bringe FCM foran henholdsvis 1-0 og 2-0, valgte Ariël Jacobs så at lave en dobbeltudskiftning. Ud gik Bolaños og Mos, ind kom de to høje, blonde ungersvende der skulle tegne så meget af denne sæson. Resten er historie, en Claudemir udvisning førte til et sindssygt comeback, to mål fra Cesar Santin, et fra Bryan Oviedo og sæsonens første til Andreas Crnelius vendte et truende 0-2 nederlag til en 4-2 sejr i Ariël Jacobs første officielle kamp for klubben. Mos og specielt Vingaard fik et par kampe mere fra start, men det var hurtigt meget tydeligt at Cornelius og Jørgensen begge ville få en kæmpe betydning for resten af sæsonen.

Også overvejet: Andreas Cornelius mål til 2-1 mod FCN, 15/09/12. Foruden vigtigheden af at sætte sidste sæsons mestre på plads tidligt, så var det også et af de mål der gjorde det klart at Andreas Cornelius havde fodboldforståelsen til at blive mere end en døgnflue i den danske liga, det var ikke en ny Mogens Laursen vi havde at gøre med. Andreas Cornelius mål til 3-2 mod FCN, 15/04/13. Målet der reelt lukkede og slukkede mesterskabskampen og ganske passende at det skulle komme fra Cornelius mod FCN.

Og med det lukker og slukker vi for den Gyldne Sofa for denne gang, og også midlertidigt for FC Sofa. Kommer der nogle større begivenheder på transferfronten vil jeg nok prøve at skrible noget ned, men ellers bliver det først efter juli at sofapuderne bliver vendt igen.

Tanker om sæsonafslutningen

Udgivet maj 26, 2013 FC København , Kampe , Superligakampe Leave a Comment

Der har ikke været reaktioner på de sidste tre kampe og det beklager jeg selvfølgelig, men der er et par grunde. For det første er det mange af de samme ting der var problematisk i alle tre kampe og det er begrænset hvor mange gange jeg kan skrive at vi endnu, endnu, endnu en gang manglede tempo og ide med spillet. For det andet har det været alt andet end motiverende at se de kampe, så jeg har ikke ligefrem glædet mig til at skulle skrive om dem. Og for det tredje, helt ærligt, hvis spillerne ikke gider arbejde…

Tre kampe tilbage efter vi vandt mesterskabet, tre sejre skulle der til i følge Ariël Jacobs, det blev til et enkelt point og lige så mange mål. De kampe der skulle vise at vi var værdige mestre viste i stedet at det mesterskab langtfra var så suverænt som det blev lagt ud i medierne.

For lad os nu være ærlige. De spillemæssige problemer vi så i de kampe kom ikke pludselig efter mesterskabet blev sikret i Brøndby. De kom ikke engang først her i forårssæsonen. Det er problemer vi så antydningen til allerede i efterårssæsonen og som fik mig til i vinterpausen at spekulere her på siden om hvorvidt Ariël Jacobs nu også var den rigtige mand på posten. Der havde han selvfølgelig ikke haft holdet i så lang tid, så meget afhang af hvordan han formede holdet og taktikken over den lange vinterpause.

I stedet virkede det som om der slet ikke var blevet arbejdet med holdet over vinteren. Små problemer blev til store, små mangler lige så. I efteråret var vi for hurtige til at gå over til plan B med lange bolde frem til Cornelius, i foråret blev det i stedet til plan A. Kantspillet afhang alt for meget af enkeltmandspræstationer uden at der taktisk blev justeret når specielt Nicolai Jørgensen sad udenfor, i foråret forsvandt Jørgensen så helt stadig uden at der blev justeret på noget. Ikke engang succeshistorierne fra efteråret overlevede. FCK brugte tretten runder på at finpudse deres hjørnesparkskombination og holdt så op med at bruge den i foråret.

Og hvorfor gik det sådan? Var det virkelig bare at mesterskabet allerede var vundet efter tyve runder, selvom det matematisk først blev sikret efter tredive? Forhåbentlig. For da Mette Cornelius spurgte Ariël Jacobs om han vidste hvorfor før SønderjyskE kampen erkendte han blankt at han ingen forklaring havde. Man må håbe at han finder en før næste sæson, for ellers kunne man sagtens være overordentlig bekymret for en sæson hvor ture til Bernabéu eller Old Trafford ligger side om side med ture til Haderslev og Slagelse. Enhver spiller burde kunne sætte sig op til en Champions League deltagelse men hvem har lyst til at tage til Viborg bagefter?

Og de helt store problemer, dem vi så i hele efterårssæsonen, dem jeg nævnte i starten, manglende tempo, manglende ide? Det er ikke kun indstillingsproblemer. Det kan skjules hvis indstillingen er der, hvis enkeltmandsaktionerne virker som de gjorde i efteråret for spillere som Nicolai Jørgensen, som Andreas Cornelius. Men når det ikke lige fungerer for de spillere, hvad så? Så skal ideerne og tempoet komme fra det taktiske koncept. Jo mere folk spiller sammen, jo mere de får systemet ind på rygradden, jo tryggere de er ved systemet, jo mere de ved hvad deres rolle er og hvad deres medspilleres roller er, jo nemmere har de ved at finde hinanden, jo hurtigere går det med at finde hinanden, jo lettere kommer de til de kreative indslag. Men hvad er vores taktiske koncept? Udover at få bolden ud til kantspillerne og lade dem finde på noget? Ståle-holdet brugte år på at nå et punkt hvor enhver midtbanespiller i blinde kunne smide bolden ud til højre mod Pospech fordi de vidste hvor han ville være og han vidste hvor bolden ville komme. Det har det her hold selvfølgelig ikke haft tiden til at opnå endnu, men Ståles hold kunne gøre det fordi de rent faktisk havde et koncept de arbejdede med. Jeg kan ikke se at vi har et lige nu. Og det kan blive dyrt.

Ikke mindst fordi dette års mesterskab som sagt ikke var så suverænt alligevel. Vi endte på 65 point. Sidste sæson vandt vi sølv med 66. FCN sluttede otte point dårligere end sidste sæson, men det på en sæson hvor de spillede Champions League for første gang og udskiftede en del bærende kræfter. Alligevel var vi ikke længere væk end at hvis de havde vundet bare en af de indbyrdes kampe, så var FCK endt på 62 point og FCN på 63. Som det ser ud nu kommer titelkampen næste år til at være ubehagelig tæt og meget, rigtig meget vil afhænge af hvor stærkt et hold FCN kan strikke sammen.

Vi er selvfølgelig stadig favoritter næste sæson. Det skal vi være. Vi har også stadig den stærkeste trup i Danmark, selvom der er nogle åbenlyse mangler der skal adresseres. Og i sidste ende er Ariël Jacobs her for at vinde mesterskaber. Det er det han blev hyret til og han vidste i de tre kampe mod FCN at det er noget han kan. Han blev ikke hyret til at bygge det her hold op, han blev ikke hyret til at skabe fremtidens FCK, han er her for at tage den trup han nu får af CV og vinde det danske mesterskab med den, hverken mere eller mindre. Som CV sagde før sæsonens sidste kamp, det Ariël kom efter har han leveret. Spørgsmålet er hvor længe det er nok. Og om han kan blive ved, sådan som holdets udvikling er lige nu.

Når jeg sagde det var et mesterskab med en dårlig smag i munden var det ikke kun på grund af Brøndby men lige så meget på grund af hvor pilen peger hen for fremtiden. Forhåbentlig bliver mine bekymringer gjort til skamme næste sæson. Men det sagde jeg også i vinterpausen.

Efter Kampen: Brøndby v. FCK, 05/05/13

Udgivet maj 10, 2013 FC København , Kampe , Superligakampe Leave a Comment
Tags:, ,

Så kom mesterskabet i hus. Men vi får alligevel først pokalen på sidste spilledag og der er masser af tid til at se nærmere både på mesterskabet og Champions League deltagelsen der følger med. Så lad os i stedet kigge på kampen for sig selv.

For tal om et mesterskab med en dårlig smag i munden.

Vi har i de svære udebanekampe stillet op i den europæiske 4-4-1-1 og mod ligaens nummer ti der lå a point med nedrykningsstregen var vi tilbage i den. Godt nok påstod Ariël Jacobs at Nicolai Jørgensen skulle agere “striker” og at hans job var at score mål, men det holdt helt op til kampstart og så røg han ned bag Cornelius i den klassiske europæiske.

Med Delaney på venstrekanten var det begrænset hvor meget offensivt der kom fra midtbanen. Meget skulle komme fra de to backs og Bolaños, men specielt Lars Jacobsen er gået kraftigt ned i niveau rent offensivt og det fortsatte mod Brøndby. I første halvleg skulle der gå en halv time før hans første overlap kom og i anden halvleg skulle vi helt hen til tre minutter før tid før hans første reelle offensive aktion. Bengtsson og Bolaños var mere aktive i det offensive spil men det er sigende for deres kampe at de to bedste indlæg i kampen begge kom fra Claudemir, begge fra løb ud i den højre side som Lars Jacobsen havde opgivet.

Hvis ikke midtbanen eller backs, så skulle det komme fra de to forreste. Nicolai Jørgensen havde et par gode aktioner hvor han var i stand til at modtage bolden og vende med den og havde også kampens største chance da tre Brøndby-spillere gik på Cornelius ved et langt indkast og gav Jørgensen en upresset first-timer et par meter fra mål som endte et godt stykke over mål. Han havde også et par andre skud på mål af varierende kvalitet men det var primært en anonym kamp fra Jørgensens side. Og en underlig afskåret kamp. Det han primært var så god til i efteråret, at trække ind i banen og agere playmaker, at binde spillet sammen, det så vi intet af mod Brøndby. Der var ingen små kombinationer, ingen bolde i dybden, de få gange han havde chancen var det enten lange, sløve bolde til modsatte fløj eller også holdt han på bolden for at komme til en afslutning. Jørgensen er, ligesom resten af holdet, offensivt gået i stå.

Hvilket bringer os til Andreas Cornelius. Bortset fra et par kvalificerede afslutninger var det yderst begrænset hvad vi så til ham. Og mærkelig nok var det Martin Albrechtsen der efter kampen forklarede hvorfor; størstedelen af de bolde han fik var høje, planløse bolde hvor modstanderen sad lige i rykken på ham. På de bolde han vinder skal han være heldig med at have bare en eneste medspiller omkring sig, oftest skal han tage bolden ned, kontrollere den, komme uden om en eller to modstandere og så kan han lægge den af til en medspiller. Det er både planløst og håbløst, det gør opspillet langsommere når han skal bruge så mange berøringer hver gang der bliver spillet en bold op på ham. At vi ikke er i stand til at bruge en angriber med hans åbenlyse kvaliteter bedre er en af de helt store grunde til at vi i foråret har spillet 4-5-1 og kun har en sejr i de sidste syv kampe.

Og at vi ikke har en større interesse i at vinde kampe er ærlig talt forbløffende. Ja, vi kunne vinde mesterskabet mod Brøndby men vi skulle kun have et point i fire kampe, der var reelt ingen risiko ved at prøve at vinde sæsonen og muligvis historiens sidste kamp mod Brøndby på Brøndby stadion. Alligevel stillede vi op i den europæiske ude-formation forbeholdt de svære kampe, alligevel var det Daniel Jensen der kom ind for at stabilisere holdet da Nicolai Jørgensen gik ud (og perioden efter var muligvis Brøndbys bedste i hele kampen), alligevel brugte trænerstaben kun en udskiftning og efterlod to angribere på bænken. Det var en kamp der kunne vindes men en kamp hvor man valgte at stå tilfreds med det ene point.

Ærlig talt sad jeg efter kampen og tænkte at hvis man som træner ikke går 100% efter at vinde en kamp mod Brøndby, så burde man måske overveje om FCK er den rigtige klub at være i.

Men vi er i det mindste mestre. Og skal nu spille Champions League. Men den tid, den sorg.

Tal om en dårlig smag i munden…

Før Kampen: Brøndby v. FCK, 05/05/13

Udgivet maj 4, 2013 FC København , Kampe , Superligakampe Leave a Comment
Tags:, ,

Og så kom dagen.

Det er derby dag og klokken er og så videre. Hvad der begyndte med Jarlen af Derby tilbage i 1780 ender nu på Brøndby Stadion kl. 19:00, 3+ hvis man ikke kan komme derud. Ja, ender og ender. Det gør det så ikke nødvendigvis og selve brugen af ordet derby ender naturligvis ikke, men (endnu en gang) kan det faktisk være det sidste Københavner-derby.

Last of the New Firms.

Den truende konkurs kom desværre aldrig, en mislykket emission blev i sidste øjeblik reddet af Aldo Petersen og en række pengemænd der alle har været yderst omhyggelig med ikke at smide nok penge i skidtet til at deres navn skulle oplyses. Intet siger kærlighed til klub og fodbold som “Jeg vil ikke have mit navn associeret med hvad der kommer til at ske i den her klub”.

Eller siger det “hvidvaskning af narkopenge”? Jeg kan aldrig huske den slags.

Anyway. Brøndby er, på trods af at både OB og AGF har gjort deres allerbedste for at hjælpe, stadig fanget i en drabelig nedrykningskamp med AC Horsens og medmindre Brøndby spiller sig helt vildt op eller Horsens falder endnu mere sammen, så kommer det hele til at stå og falde med 33. runde hvor Brøndby skal til Horsens. Så det gælder egentlig bare om at give dem så dårligt et udgangspunkt før den kamp som muligt.

Og så kan vi vist også vinde et dansk mesterskab derude. En sejr eller, desværre, uafgjort kan gøre det. Jeg siger desværre, for står den 1-1 med et kvarter igen så kommer vi nok ikke til at se nogen hold prøve at forcere. Selvfølgelig, står den 1-0 til Brøndby med et kvarter igen er der også en chance for at vi ikke ser det her FCK hold prøve at forcere, men nok om min personlige holdning til Ariël Jacobs. Uanset, med sejr eller uafgjort så er både det danske mesterskab og en plads i næste sæsons Champions League på plads. Så der er en masse på spil, forhåbentlig får vi en kamp der kan leve op til det.

Brøndby har udtaget deres trup her, FCK har bare udtaget “alle mand” uden at komme nærmere ind på det. Det er også fair enough, nu hvor man står til at vinde mesterskabet, selvom det nok vil føles lidt mærkeligt for Pape Pate Diouf hvis han skal gå rundt inde på Brøndby Stadion efter kampen med guldparyk på. Mens TK står ude til siden og ikke vil lege idiot.

Hos Brøndby er Dario Dumic ude med karantæne og Jan Kristiansen med skade, mens Michael Tørnes, Dennis Rommedahl, Daniel Stenderup og Clarence Goodson er med igen. To af de tre går nok direkte ind i startopstillingen og man må næsten regne med at Lebogang Phiri får chancen igen efter en god kamp mod OB.

Michael Tørnes

Frederik Holst – Martin Albrechtsen – Daniel Stenderup – Patrick da Silva

Lebogang Phiri – Mikkel Thygesen

Dennis Rommedahl – Quincy Antipas – Jens Stryger Larsen

Simon Makienok

Hos FCK er alle med, så man må gå ud fra at det er stærkeste opstilling men med TK istedet for Delaney.

Andreas Cornelius – Cesar Santin

Nicolai Jørgensen – Thomas Kristensen – Claudemir – Christian Bolaños

Pierre Bengtsson – Ragnar Sigurdsson – Kris Stadsgaard – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Jeg har faktisk ikke så meget at sige om selve kampen. Jeg håber den bliver god, jeg tvivler dog. Vi er ikke inde i en god stime og Brøndby har for en gangs skyld noget selvtillid. Omvendt burde kvalitetsforskellen være sigende. Og man kan håbe på at Auri “FCK kampen er ikke noget specielt for mig og den skal heller ikke være det for spillerne” Skarbalius holder motivations-tale før kampen.

Kom nu, spark til et hold der ligger ned. Giv os nu den sejr. Og DM og CL. Ej at forglemme.

Efter Kampen: FCK v. AGF, 28/04/13

Udgivet april 29, 2013 FC København , Kampe , Superligakampe Leave a Comment
Tags:, ,

Zzz…

Før Kampen: FCK v. AGF, 28/04/13

Udgivet april 27, 2013 FC København , Kampe , Superligakampe Leave a Comment
Tags:, ,

Det er mærkeligt at håbe på en uafgjort i en af FCK’s Superliga-kampe, men det har været en mærkelig sæson så hvad er en mærkværdighed mere?

Ja, SønderjyskE overraskede ved at tage point fra FC Nordsjælland og nu skal vi helst ikke tabe men samtidig helst ikke vinde mod AGF. Lige nu er vi ni point foran FCN med fem kampe igen, FCN har fire kampe. Taber vi mod AGF, så kan sejre til både os og FCN i næste runde gøre at vi ender på et ni points forspring med ni point at spille for og altså ikke matematisk sikret mesterskabet. Vinder vi mod AGF, så er vi tolv point foran med tolv point tilbage at spille om og alt andet end en sejr til FCN om fredagen gør os til mestre før kampen mod Brøndby om søndagen.

Så søndag kl. 19:00 i Parken, trupper her og her, byder vi AGF velkommen til hvad der forhåbentlig bliver en god, velspillet, underholdende uafgjort kamp. Kan man ikke komme i Parken er det Match of the Week på 3+, ligesom det er resten af sæsonen ud. Man får næsten fornemmelsen af at Viasat også har sine tvivl om Brøndbys fortsatte overlevelse og nu, meget sent, satser på at overbevise deres seere om at det nu er FCKs kampe man absolut skal se, uanset hvor ligegyldige de er.

Hos AGF sidder Marcus Solberg og Casper Sloth begge ude med skader, hvor Sloth er det store tab mens Solberg har det fede øgenavn. Foruden de to er der de langtidsskadede Mate Vatsadze og Atle Roar Håland, der har siddet udenfor siden starten af februar med en brækket næse. I dagene efter han fik den brækket kom der ellers en nyhed om at han var blevet opereret og snart kunne spille med en special-fremstillet maske men her flere måneder senere sidder han altså stadig ude. Det betyder alt sammen at David Devdariani sandsynligvis rykker frem som hængende angriber bag Davit Skhirtladze, mens Sloths plads på den centrale midt bliver overtaget af den gamle FCK helt Hjalte Nørregaard. Med hører også at Stephan Petersen, modsat hvad man måske hørte under AGFs seneste kamp, ikke har karantæne til kampen mod FCK.

Stefan Rasmussen

Arthur Sorin – Petri Pasanen – Anders Kure – Mikkel Kirkeskov

Stephan Petersen – Kasper Povlsen – Hjalte Nørregaard – Osama Akharraz

David Devdariani

Davit Skhirtladze

Hos FCK er Thomas Kristensen tilbage fra karantæne mens Christoffer Remmer stadig sidder ude med skade og er erstattet i truppen af Mads Aaquist. Det tyder umiddelbart på en ganske udramatisk stærkeste opstilling hvor det mest spændende bliver hvilke tre spillere der bliver siet fra kamptruppen. Danny Amankwaa og Jacob Busk er umiddelbart oplagte, mens Mads Aaquist nok står som favorit til den sidste plads på tribunen. Ryger han derop er der kun en forsvarsspiller på bænken og ingen oplagt back, så det kan ende med at blive enten Martin Vingaard eller Daniel Jensen der bliver siet fra i sidste ende.

Men nok Aaquist.

Andreas Cornelius – Cesar Santin

Nicolai Jørgensen – Thomas Kristensen – Claudemir – Christian Bolaños

Pierre Bengtsson – Ragnar Sigurdsson – Kris Stadsgaard – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Det er typisk, ikke? Den ene gang man gerne ser en uafgjort og pludselig er det svært ikke at se os vinde. Sker det må vi bare sætte vores lid til FCN og så se om vi når kampen mod Brøndby eller om de går konkurs først.

Som sagt, det har været en mærkværdig sæson.

Efter Kampen: AaB v. FCK, 21/04/13

Udgivet april 24, 2013 FC København , Kampe , Superligakampe Leave a Comment
Tags:, ,

Tre skud på overliggeren, et brændt straffe og et forkert dømt straffe imod. Nogle kampe er det bare ikke meningen at man skal vinde.

Hvilket egentlig er OK, for FC Nordsjælland vandt heller ikke deres kamp og dermed er vi et skridt nærmere muligheden for at vinde det danske mesterskab på Brøndby stadion. Schadenfreuden ville være enorm.

Når det så er sagt, så var det egentlig en mærkelig kamp mod AaB. I lange perioder var FCK i høj grad spilstyrende men så kom der lige ti minutter eller et kvarter hvor det skiftede fuldstændigt og pludselig var det AaB der sad på det hele. Nicolai Jørgensen, Christian Bolaños og Rurik Gislason havde alle tre afslutninger på træværket men Søren Frederiksen og Kasper Kusk var omvendt også rigtig tæt på i flere omgange.

Men skulle der have været en vinder, så var det i sidste ende FCK der var farligst i kampen. Ikke bare straffesparket, som Andreas Cornelius smed i den rigtige retning med den rigtige fart men i den forkerte højde, ikke bare de tre afslutninger på rammen, hvor af den sidste fra Rurik Gislason endda tog undersiden af overliggeren, bare ikke nok af den, men også et annulleret mål fra Igor Vetokele efter at Nicolai Jørgensen gik op i en luftduel og… så dømte Michael Johansen et eller andet. Svært at præcisere for han havde ikke armene ude eller holdt en modstander nede, så det er faktisk rimelig svært at sige hvad der skulle være dømt frispark for.

Men ja, det var Igor Vetokele der startede inde i stedet for Cesar Santin. Det var faktisk en startopstilling med et par overraskelser, af varierende størrelse, med Vetokele inde for Santin, Delaney på den karantæneramte Thomas Kristensens plads i stedet for Daniel Jensen, Michael Jakobsen på venstreback da Pierre Bengtsson sad over med en lille overbelastningsskade i det ene lår og så Johan Wiland på mål på trods af det skræmmende uheld i sidste uge mod FC Nordsjælland.

Hvis vi starter på toppen, så var det, annulleret mål til trods, ikke en meriterende indsats fra unge Igor. Han prøvede at gå med i opspillet i første halvleg, oftest uden den helt store succes, og i takt med at kræfterne svandt i anden halvleg så faldt han også mere og mere ud af kampen. Et af hans problemer, og jeg har desværre ingen fakta til at bakke min fornemmelse op med, han virker langsommere efter skaderne end før. Han er stadig hurtig, ingen tvivl om det, bare ikke lige så blændende hurtig som før. Da han først kom tilbage efter sin skadesperiode tænkte jeg at han bare var nervøs for rigtig at spurte igennem, fuldt forståeligt med sådan nogle muskelskader, men jeg synes ikke det er blevet bedre med tiden. Ikke endnu, ihvertfald. Og mod AaB havde han problemer med at løbe fra Lasse Nielsen og blev decideret overspurtet af Jacob Ahlmann. Det burde altså ikke ske.

På midtbanen var det Thomas Delaney der havde fået chancen og man er ved at vide hvad man får når det er Delaney der spiller. En solid præstation uden de helt store udsving. Det er selvfølgelig rart at have den slags stabilitet i truppen, men hvis Delaney rent faktisk vil gøre sig en karriere inde centralt, så er vi ved at nå et punkt hvor han skal tage et skridt op i sit spil. Forhåbentlig kan han gøre det for hvis William Kvist ikke pludselig bliver overvældet af klubfølelse og hellere vil en tur tilbage til det københavnske end at fortsætte i Tyskland eller en anden liga, så ligner Thomas Delaney p.t. det bedste bud på den type defensive midtbanespiller vi har brug for i vores 4-4-2.

En spiller der ikke ligner løsningen på FCK’s midtbaneproblemer er Daniel Jensen. Efter et yderst kort indhop mod FC Nordsjælland var der med Thomas Kristensens karantæne banet vej for en startplads til Daniel Jensen, men i stedet måtte han se til fra bænken hele kampen igennem. Selv jagtende en sejr, med en træt Claudemir, en defensivt indstillet Delaney og en udskiftning tilbage, forblev Daniel Jensen på bænken. Det bliver sværere og sværere at se ham have en fremtid i klubben, medmindre han selv stiller sig tilfreds med en plads helt bagerst i køen og nok også en lønnedgang. Det eneste jeg umiddelbart kan se skulle redde ham ville være et salg af enten Claudemir eller Thomas Kristensen. Han ville stadig være bagerst i køen for der ville uden tvivl blive hentet en erstatning, men man ville have mistet noget erfaring i en etableret midtbanespiller og det ville Daniel Jensen så stadig kunne bidrage med.

På backen stod Michael Jakobsen en generelt acceptabel kamp. Manden er primært midterforsvarer og skal ikke dømmes på en kamp som back. Tilgengæld bliver det så interessant at se næste sæson om det stadig bliver Jakobsen der vikarierer når Bengtsson har brug for en pause eller om Casper Højer vil få chancen allerede. Hvis ikke der bliver hentet endnu en back til klubben, selvfølgelig.

Og Wiland, ja, Wiland var Wiland som man har set ham i den her sæson. Der var lige en enkelt afslutning fra Kasper Kusk som han gav en retur på men ellers en solid kamp fra den gæve svensker.

Af de andre etablerede spillere lignede Nicolai Jørgensen en spiller der så småt er på vej tilbage til topformen men selv er lidt overrasket over hvor lang vej der egentlig er. Han havde flere gode og rigtig gode aktioner som så ofte gik i stykker helt til slut. Han virkede også mere og mere frustreret i løbet af kampen og endte med endnu en gang at tale sig til en advarsel. Claudemir var god men løb lidt ukarakteristisk tør for kræfter og Cornelius havde desværre endnu en af de kampe hvor han ikke kom frem til det helt store og ikke fik udnyttet det han kom frem til. En lang sæson har sat sine mærker på den unge mand.

Og så taler vi ikke om dommeren bortset fra at sige at jeg gerne så den danske dommerstand reevaluere deres medie-tilgang. En stor del af frustrationerne med dommeren efter en kamp som den mod AaB er at man i flere situationer oprigtig ikke ved hvad dommeren har set eller mener han har set. For det bliver næsten aldrig forklaret. Var dommerne mere åbne omkring medvirken i diverse fodboldprogrammer, så kunne det være at der var lidt mere forståelse for deres kendelser. Det kunne endda være at folk blev lidt klogere på fodboldreglerne. Og med et større medie-aftryk kan det være at vi slipper for de værste “Se mig! Se mig!” aktioner som to gule kort med på banen eller Michael Svendsen.

Men det var så AaB kampen. Nicklas Helenius på straffespark, hvilket ærlig talt virkede lidt mistænkeligt. Ikke at straffesparket blev dømt, det var direkte forkert, men at han scorede i en runde hvor hele fire straffespark blev misbrugt. Og så Bolaños med et indlæg lagt der hvor det bliver rigtig, rigtig farligt, nemlig inde i målet. Næste gang hedder det AGF, forfærdeligt kørende AGF, og så begynder vi så småt at have udspillet vores rolle i den her superliga-sæson.

Men først AGF.

Før Kampen: AaB v. FCK, 21/04/13

Udgivet april 20, 2013 FC København , Kampe , Superligakampe Leave a Comment
Tags:, ,

Efter sidste uge hvor alt var en månevandring og det hele handlede om store skridt, så er denne uge den første uge i nedtællingen til mesterskabet. En nedtælling der godt nok starter på ni i stedet for ti og som kan ende med at gå i stå eller sætte farten op afhængig af vores og andres resultat–hør, nu handler det mere om hvornår vi vinder mesterskabet end om, OK?

Nu handler det først om AaB der tager imod på Nordjyske Arena, søndag kl. 19:00 på 3+. Der er som altid trupper, her og her, og efter den noget specielle kamp mod OB sidste søndag, så er det et AaB hold der har masser af selvtillid men langt mindre af Rasmus Würtz. Et rødt kort mod OB åbner et hul på den centrale midtbane og sidst AaB skulle lukke et hul på den centrale midt før et møde med FCK var det færingen Hallur Hansson der fik pladsen. Det var ikke en udpræget succes og denne gang kunne det godt tyde på at det enten bliver Nikolaj Thomsen eller Mathias Wichmann der får pladsen, eller måske den defensive all-rounder Patrick Kristensen. Jeg tror umiddelbart på Thomsen, men det kan blive enhver af de tre. Spændende, for en vis grad af “spændende”, bliver det ogå at se den gamle FCK’er Søren Frederiksen igen. Frederiksen var fast venstrekant på reserveholdet i lang tid og var i gang med at blive omskolet til venstreback for at få noget spilletid da AaB købte ham og smed ham tilbage op i angrebet som han også spillede en del hos SønderjyskE i sin tid. Og det har været med mere succes allerede end hele hans tid i FCK, så man må sige at “Van der Frede” har fundet hylden.

Nicolai Larsen
Henrik Dalsgaard – Kenneth Emil Pedersen – Lasse Nielsen – Patrick Ahlmann
Kasper Kusk – Thomas Augustinussen – Nicolaj Thomsen – Anders Due
Nicklas Helenius – Søren Frederiksen

Bliver for eksempel Patrick Kristensen smidt ind centralt er der en god chance for at det bliver Thomsen til venstre i stedet for Due. Der er også muligheden for at de kører med en fem-mands midtbane med Frederiksen ude til venstre i stedet for Due, det kommer helt an på hvor langt fremme Kent Nielsen vil have holdet på hjemmebane.

Hos FCK er Thomas Kristensen i karantæne og efter at Thomas Delaney var foretrukket foran Daniel Jensen, så begynder det for alvor at blive svært at se Jensen i klubben efter sommeren hvis han heller ikke starter inde mod AaB. Ariël Jacobs var meget imponeret af det Daniel Jensen leverede før han fik kontrakt og han har trænet med siden starten af December, så det er svært at se præcis hvad der er gået galt for Daniel Jensen men han har ikke sat det aftryk på truppen som man havde håbet på og vel også kunne forvente af en spiller med hans erfaring og formodede niveau.

Det skal siges at pladsen som hængende angriber ikke gør ham nogle tjenester og forhåbentlig er det ikke længere Champions League planen. Som reserve burde han være en luksus-løsning men ser man bort fra OB kampen er det svært at pege på kampe hvor han har en afgørende indflydelse, fra start eller bænk. Der er kampe tilbage, han kan stadig vise sig at være en brugbar investering men tiden løber ud.

Andreas Cornelius – Cesar Santin
Nicolai Jørgensen – Daniel Jensen – Claudemir – Christian Bolaños
Pierre Bengtsson – Ragnar Sigurdsson – Kris Stadsgaard – Lars Jacobsen
Kim Christensen

Kim Christensen må forventes at starte inde, selvom Wiland er meldt klar. Ingen grund til at tage chancer så sent i sæsonen. Interessant er det at Mads Aaquist er med i truppen med Christoffer Remmer skadet. Aaquist gjorde en rigtig god figur på træningsturen i vinters og står til at rykke op i førsteholdstruppen til sommer. Afhængig af kampens udvikling kunne det godt blive til en debut allerede nu.

Hvis både FCK og FCN vinder deres resterende kampe, så er det på Brøndby stadion at mesterskabet bliver sikret. Så vigtigere end en sejr er det faktisk at få samme resultat som FCN. Skal man vinde et mesterskab kan det ligeså godt gøres med stil.

Efter Kampen: FCN v. FCK, 15/04/13

Udgivet april 18, 2013 FC København , Kampe , Superligakampe Leave a Comment
Tags:, ,

Så blev det helt store skridt mod mesterskabet taget, det kan dårligt gå galt nu, og en hel del ting endte med at blive sat på plads.

FCK vil være værdige mestre. Nu har de mødt rækkens nummer to i tre kampe, alle tre er endt med FCK sejr.

FCN har opbrugt deres tilladte klagen over hvor lidt fair play de får.

Kunstgræs er endnu ikke noget til et punkt hvor det er forsvarligt at bruge det til topfodbold.

Dommerniveauet i den danske liga er virkelig ringe.

Den sidste er ikke så meget på grund af Jacob Kehlets indsats, den var som sådan på det jævne. Ja, der er en tre-fire steder i fodboldloven hvor der står at spillet skal stoppes i situationen hvor Wiland bliver underløbet af Patrick Mtiliga. Kim Milton Nielsens forsøg på at redde den ved at tale om at Wiland ikke var funktionelt involveret runger hult med tanke på at Wiland jo rent faktisk havde grebet bolden. Ja, Kehlet faldt i mange af de samme fælder som vi er vant til i dansk fodbold, frispark dømt for hurtigt hvor fordelen ville være at foretrække, alt for mange åbenlyst missede frispark som skal gemmes ind under “international linje”, endda to gange hvor en FCK’er tydeligt bliver sparket ned og Kehlet i stedet dømmer hands til FCN fordi spilleren rækker ud efter bolden. Andreas Cornelius fik to klare albuer, en i siden og en i baghovedet, ingen af dem gav gult, kun en gav frispark. Alt det har vi set før.

Næh, niveauet på dommerne herhjemme bliver afsløret af at alle nu falder over hinanden for at kalde det her for en toppræstation. Bevis for at man ikke skal være bekymret over dommerniveauet herhjemme, endda.

Ligesom at kalde en bakke for Himmelbjerget.

Det er da muligt at det er noget af det bedste vi kan forvente fra dommerne herhjemme, men det er mere argument for at vi har brug for professionelle dommere end at vi ikke skal være bekymret for niveauet.

OK, der var næppe blevet støttet helt lige så meget op omkring Kehlet hvis folk ikke pludselig havde opdaget at folk indblandet i kontroversielle situationer under en fodboldkamp bliver svinet til på Twitter under førnævnte kamp. Der blev både skrevet artikler og opfordret til at skamme sig (ironisk nok på Twitter) og jeg kan kun formode at hele svineriet også bliver mobiliseret næste runde hvor det uden tvivl kommer til at ske igen.

*host host*

“Græsset”, jamen jeg ved dårligt hvad jeg skal sige. I pausen skrev jeg på Twitter at det var den mærkeligste ishockey kamp jeg havde set, folk skøjtede jo rundt. Også FCN spillere, som ellers må formodes at være vant til underlaget nu, hvilket godt kunne tyde på at der har været nogen i Farum der er gået lidt amok med vandkanonen op til kampstart. Vi så flere spillere der ikke kunne kontrollere relativt lette bolde, der var flere rimelig ligetil afleveringer der endte med at skøjte forbi modtageren. En grund til at Wiland kom til skade var at hverken Lars Jacobsen eller Mtiliga kunne bremse. Både Claudemir og Nicolai Jørgensen var nede og smage på plastic-underlaget i løbet af kampens første fem minutter, Claudemir løb og tog sig til hånden i de næste ti minutter, Jørgensen måtte forlade banen for behandling, sad udenfor da Ragnar scorede det første mål og kom aldrig rigtig ind i halvlegen efterfølgende.

Fair Play var et koncept som var meget, meget vigtigt for FCN dengang de spillede Champions League. Der blev talt om Fair Play og Fair Play og Sambatyven og Fair Play. Det er ikke helt så vigtigt for dem længere. Vi så Mark Gundelach inde i Parken først filme sig til et straffespark og så prøve at fremprovokere et rødt kort ved at lade som om han blev nikket en skalle. I Farum så Patrick Mtiliga både Lars Jacobsen og Johan Wiland ligge skadede, og i Wilands tilfælde i alvorlige smerter, og tænkte “fedt, frit mål”. Evig-sympatiske Nicolai Stokholm slap med kun et gult kort på trods af både albuer i infight ved dødbolde og flere frispark hvor han enten kom sent i en efter-tackling eller sad helt oppe i haserne, hvilket blandt andet Pierre Bengtsson var stærkt utilfreds med. For ikke at nævne hvordan både linjevogter, dommer og sågar Cesar Santin måtte se sig blive overfuset af Stokholm, Santin efter at være blevet skubbet i gulvet af en FCN spiller. Generelt har FCN formået at samle en flok teknisk stærke spillere der ikke er bange for at være nogle små svin. Selv ellers sympatiske Morten Nordstrand følte behov for håne de FCK tilskuere der i minutter før hans mål gav udtryk for at han ikke var god nok til FCK. Han havde så en undskyldning men alligevel ikke hvad man havde forventet fra Nordstrand.

Og så selve kampen. Det var ikke den FCN kamp hvor FCK har været bedst, ikke den kamp hvor de scorede flest mål, det var faktisk ikke en kamp med særlig mange rigtig gode præstationer, men det var nok den kamp der mest af alt viste hvorfor FCK bliver mestre. Fordi de vinder den slags kampe, fordi to fejl bliver straffet og så er der pludselig vendt op og ned på en svær udebanekamp.

Og det var faktisk ikke en kamp med særlig mange gode præstationer. Der var lidt Jacob Kehlet over det. Thomas Kristensen var i konkurrence med Ragnar Sigurdsson nok bedste FCK’ere, ikke fordi de var gode men fordi konkurrencen om lige den titel ikke var så vild. Ariël Jacobs havde endnu en gang lagt om i den 4-3-1-2 formation som vi også så i de to kampe mod FCN i Parken (eller som sporten.dk sagde det, “en stor overraskelse”) men denne gang fik man ikke den samme kontrol over kampen. Der var perioder hvor man sad rimelig tungt på FCN og det tvang faktisk Kasper Hjulmand ud i at prøve nogle taktiske ændringer af midtbanen, men der var ikke den kontrol som man så både i 4-1 kampen men faktisk også i 2-1 kampen, som næsten var et misvisende resultat.

En stor del af ansvaret for den manglende succes må desværre gå til Nicolai Jørgensen som slet ikke kom ind i kampen. Han gik som sagt ud til behandling inden for de første fem minutter og det føltes aldrig rigtig som om han kom i gang efter det. Der var faktisk flere angreb hvor Jørgensen simpelthen var så svær at finde at han burde have røde striber på trøjen. I anden halvleg fik han så chancen for en frisk start men smed som noget af det første en bold væk og så var tonen ligesom lagt. Vi skulle over en time ind i kampen før han for alvor begyndte at røre på sig men helt farligt endte det aldrig med at blive og man begynder at overveje om de der landskampe har gjort alvorlig skade på den unge mand. Forhåbentlig kommer han mod AaB ud på sin normale venstrekant og kan finde frem til noget af den gamle form.

Det virkede også som om der måske var lidt mindre styr på midtbanen denne gang. Tre-mands kæden virkede ofte skæv, med Delaney næsten som venstrekant mens Claudemir spillede meget centralt og kun sjældent kom over højrekanten. Med Joshua John der specielt i første halvleg holdt Lars Jacobsen hjemme og en Cesar Santin der godt nok havde en defensiv opgave der hed Patrick Mtiliga men ellers også holdt sig rimelig centralt, så var det ikke meget der kom over den højrekant. Tilgengæld så vi flere gange Claudemir lægge gode afleveringer til først Santin og senere Vetokele indenom Mtiliga. En blanding af offsides og dårlige tæmninger gjorde at der ikke kom det helt store ud af det, men det var alligevel interessant at se at man hele fire gange kunne lægge en aflevering i rummet mellem venstreback og venstre midterforsvarer.

Santin endte med at bruge en del kræfter på den nærmest mandsmarkering han var sat på over for Mtiliga og han måtte efter lidt over en time lade livet for Igor Vetokele og hvis der er noget Igor Vetokele kan, så er det at blive skiftet ind og score mod FC Nordsjælland. Denne gang skulle der så et forfejlet Jesper Hansen indgreb til først, men det er han jo heldigvis også ofte god for. Bortset fra målet og hans efterfølgende indblanding i sejrsmålet, så fik Igor mest indflydelse på spillet ved at lægge sig længere ind i banen end Santin gjorde. Joshua John gik en del ned i anden halvleg, hvilket åbnede op for Lars Jacobsen til at komme mere med frem, hvilket så igen åbnede for at Vetokele kunne komme mere ind og spille reel angriber ved siden af Cornelius, hvilket gav mere pres på FCN’s bagkæde. Ved 2-3 målet tog han så et løb væk fra pladsen og ud i kanalerne og så var der plads inde centralt. At Nicolai Jørgensen så kun lige fik snittet bolden og den alligevel røg via Jores Okore over til Cornelius er den slags tilfældigheder som ofte ender med at tilfalde de hold der søger dem.

For lige at blive ved Vetokele et kort sekund, så betegnede Ariël Jacobs ham efter kampen som en “development player”. Igor har fået begrænset med spilletid og har ikke slået igennem på de minutter han har fået, men som udviklingsspiller må der være nogle andre forventninger til ham fra klubben og forhåbentlig betyder det både at han får de chancer en udviklingsspiller skal have og også den tid og tillid som en sådan spiller skal have. Han har nogle tydelige fysiske aktiver men er stadig grovslebet hvad angår de tekniske færdigheder.

Det endte så med en 3-2 sejr, på et mål der viste endnu engang at Andreas Cornelius ikke er en døgnflue men en topangriber under udvikling, en first timer inderside afslutning på en skæv clearing, endda en afslutning hvor han først lige kigger på målmanden og afslutter herefter. Fejringen står så for hans eget ansvar.

Det var ikke mesterskabet der blev sikret, men det var et stort skridt i den rigtige retning og den retning er at vinde mesterskabet på Brøndby stadion om tre runder. Kom så med det.

At omskrive bibelen.

Udgivet april 15, 2013 FC København Leave a Comment
Tags:, ,

Gud skabte verden på syv dage. Der skulle en del flere til før FC København blev en virkelighed i 1992, og først i 2000 fik klubben deres egen bibel da Roy Hodgson kom til som en anden profet. Og her er det vidst bedst at forlade den her analogi før Hodgsons exit til Udinese ender med at blive sammenlignet med Judas.

Bibelen hed 4-4-2 og var oprindelig engelsk før Hodgson videre-udviklede den i den svenske liga. Den skandinaviske udgave af den klassiske 4-4-2 handlede om rigide linjer der stod tæt, bolde i længderetningen af banen og hurtige omstillinger. Kanterne var utraditionelle, angriberen Thomas Thorninger og den centrale midtbanespiller Christian Lønstrup, offensiven handlede oftest om at sende bolde ud i kanalerne til en flagrende Sibusiso Zuma i angrebet.

Med tiden udviklede spillestilen sig. Forskellige trænere bragte forskellige ting med sig. Hans Backe tog den Backe to Basics. Boldbesiddelse og tålmodighed blev en del af bibelen. Men kæderne stod stadig tæt, Thomas Røll med det berømte træk ind i banen fortsatte traditionen med de utraditionelle kanter. Ståle Solbakken ville angribe som Arsenal og forsvare sig som Milan, angriberne begyndte at bevæge sig mere ned i banen end ud i siderne og Zdenech Pospech og Oscar Wendt var flyvende som backs. Men både Atiba Hutchinson og William Kvist, begge centrale midtbanespillere, tog deres tørn som kant og omstillingsspillet blev vigtigere end nogensinde. Bibelen var stadig bibelen.

Og er stadig bibelen. Under Ariël Jacobs har Lars Jacobsen ramt karrierens højdepunkt rent offensivt, under Jacobs er Nicolai Jørgensen blevet et omdrejningspunkt i offensiven ved at trække væk fra udgangspositionen på venstrekanten. Ligesom Backe før ham har Jacobs leget med tanken om en 4-3-1-2 men udgangspunktet hedder stadig 4-4-2 og vil fortsætte med det så længe at FC København ønsker det. Jacobs har gentagende gange været klar i mælet om sin egen respekt for klubbens traditioner, kultur og måde at gøre tingene på. En taktisk omvæltning kommer kun hvis klubben ønsker det.

Og hvorfor skulle klubben ønske det? Efter en mindre heldig sæson sidste år står klubben nu til at vinde det danske mesterskab endnu en gang og dermed gå direkte i Champions League med et hold der talentmæssigt ikke kan måle sig med Ståle Solbakkens Champions League ottendedels-finalister. Et solidt taktisk fundament er vigtigere end nogensinde hvis der ikke skal gå FCN i den. Truppen er typemæssigt bygget op omkring den nuværende taktik på langt de fleste pladser. Og det er en taktik der gennem over et årti er bygget til at vinde danske mesterskaber.

Hvilke grunde kunne der være til at ændre?

Truppen er bygget til taktikken på langt de fleste pladser men den ene plads hvor det halter er utrolig vigtig. Gennem årene har spillere som Michael Mio, Peter Nielsen, Erik Mykland, Tobias Linderoth og William Kvist spillet sekseren, den defensive midtbanespiller der binder forsvar og midtbane sammen, der styrer både spil og bane. Problemet er at den defensive midtbanespiller nærmer sig en uddøende race, både i international topfodbold og i Skandinavien. Ser man på de svenske og norske landshold er det navne som Samuel Holmen og Henning Hauger der er tættest på den klassiske defensive midtbanespiller. Ser man på danske spillere er der to tidligere FCK’ere, William Kvist og Christian Poulsen, der begge kan spille pladsen men også umiddelbart er uden for rækkevidde. I den danske liga er de defensive midtbanespillere folk som Rasmus Würtz og Kasper Povlsen. Medmindre Lars Højer Nielsen har en kanin i posen, så finder vi ikke den defensive midtbane general som systemet er afhængig af.

Hvem er de åbenlyse emner til midtbanen? De to største er Mads Albæk og Casper Sloth. Begge store tekniske, offensive talenter men kan nogen af dem gå ind på den centrale midtbane som den ser ud nu? Mads Albæk og Daniel Jensen sammen? Casper Sloth og Claudemir? Så længe de havde bolden ville det virke fint, men hverken Albæk eller Sloth ville gøre noget ved de defensive problemer holdet kæmper med allerede nu. Det ville kun blive værre.

Hvad gør man så? Følger man udviklingen i international fodbold, så går man over til en tre-mands midtbane. Claudemir ligner et salgsemne til sommer mens Casper Sloth har talt om at FCK ville være et godt skifte for ham. Men Thomas Kristensen og Casper Sloth i en 4-4-2? Nej. Thomas Kristensen, Casper Sloth og Daniel Jensen? Den ser bedre ud. Ajax Amsterdam spiller en 4-3-3 hvor den defensive midtbaneplads ofte bliver spillet af Lasse Schöne. I Heerenveen fik en tre-mands midtbane Christian Grindheim til at se kompetent ud. Hvis der hverken er spillere i truppen eller på markedet til at køre den midtbane man gerne vil, så må man skifte.

En anden grund? At man skal skifte. Ikke taktik, men spillere. To vigtige spillere for FCK gennem de sidste tre-fire år, Cesar Santin og Christian Bolaños, står begge til at forlade klubben over de næste to sæsoner. Det er begge spillere der i højere grad end William Kvist kan afløses lige for lige, men et farvel til to spillere der i den grad har sat sig på to specifikke pladser i klubbens nuværende system åbner også op for en mere naturlig overgang til et nyt system. Cesar Santin kom faktisk fra et hold der spillede 4-3-3 men omskoling og alder gør at han nok er den af de to der passer mindst ind i et sådanne system. Han har hverken de fysiske eller tekniske evner til at spille ene-angriber eller ude på kanten. Bolaños ville nok passe bedre ind som kant i en 4-3-3 men hans store mangel gennem tiden i FCK har altid været målfarligheden hvilket er endnu vigtigere for en kant i et system med kun en decideret angriber. Selvfølgelig er der flere spillere som heller ikke umiddelbart passer perfekt ind i et nyt system, men det er primært reserver. Martin Vingaard er ikke en udpræget 4-3-3 kant, men omvendt kunne han måske genopfinde sig selv som forreste mand i en tre-mands midtbane hvor hans defensive mangler ville blive udstillet mindre. Igor Vetokele har måske ikke fysikken til at gå ind og spille front-angriber på samme måde som Cornelius, men hans hurtighed kunne sagtens udnyttes på den plads og ellers kan han også spille en kant, specielt en der skal mere med i feltet end vores nuværende kanter.

Og kigger vi på hvordan transfermarkedet ser ud, så er det umiddelbart mest oplagte emne til højrekanten herhjemme nok Kasper Kusk fra AaB. Teknisk spændende spiller men venstrefodet og søger derfor ofte ind i banen. Sæt ham i en flad fire-mands kæde med Nicolai Jørgensen på modsatte kant og to centrale spillere der begge gerne vil med frem, det er mange spillere samlet på et lille område. Men hvad hvis man skubber ham længere frem hvor han kan bruge venstrebenet til at trække ind i feltet og få afsluttet? Et andet navn der bliver nævnt er svenske Tobias Sana der allerede spiller den slags system hos Ajax. Kunne han omstille sig til en fire-kæde? Højst sandsynligt, men det er ikke helt risikofrit. Det så vi selv med Pape Pate Diouf der kom fra en tid med succes som wing i et 4-3-3 system men ikke har formået at omstille sig hverken til kant eller angriber i en 4-4-2.

En tredje grund kunne ende med at være træner-situationen. Kan Ariël Jacobs holde hjem og vinde sit første danske mesterskab vil klubben uden tvivl være interesseret i at forlænge den to-årige kontrakt som udløber næste sommer. Jacobs har selv været ude og lufte muligheden for en forlængelse, men omvendt har han også fortalt om flere velbetalte jobtilbud han har fået i sin tid i København. Den slags åbenhed kan man måske godt undre sig lidt over men Jacobs har selv i tidligere interviews forklaret at man i Holland og Belgien ganske ofte udfordrer den sportslige ledelse gennem pressen for at få det man gerne vil have. Vil man gerne have en ekstra angriber, så er det ikke unormalt at fortælle det til pressen i stedet for sin egen sportschef. Det er en del af kulturen. Og så begynder man lidt nemmere at forstå hvorfor en træner der står over for en snarlig kontraktforhandling føler behov for at nævne hvor mange andre økonomisk favorable tilbud han har fået. Selvfølgelig vil klubben nok strække sig langt nu man endelig er kommet over Roland Nilsson fiaskoen og står Jacobs med et mesterskab og Champions League deltagelse vil han naturligt nok have stor stjerne hos både klub og fans, men som man har set før så betyder det ikke at forhandlingerne nødvendigvis falder i hak. Og selv hvis de gør, så taler vi om en snart 60-årig belgier der har efterladt familien hjemme i Belgien. En forlængelse bliver næppe på mere end maks to år og så står man der igen.

Med andre ord, vi kan stå om et år eller to og mangle ny mand ved roret, med en succesoplevelse frisk i hukommelsen med en træner fra Benelux området. Gik man over i en 4-3-3 model kunne det åbne op for at klubben ville kigge mod den hollandske liga eller måske vende blikket mod en skandinavisk træner med international erfaring som Trond Sollied, en rendyrket 4-3-3 mand.

Nu er det selvfølgelig lidt letkøbt bare at sige “4-3-3″. Ligesom FC København ikke spiller 4-4-2 ligesom Silkeborg spiller 4-4-2, så er der mange forskellige variationer af 4-3-3. Chelsea spiller ikke 4-3-3 ligesom Barcelona spiller 4-3-3. Og FC Nordsjælland, på trods af øgenavnet Farumlona, spiller faktisk heller ikke 4-3-3 som Barcelona gør.

Jeg har ofte opponeret imod at gå over til den 4-2-3-1 som FC Nordsjælland og det danske landshold spiller. Jeg så det som populistisk mere end taktisk, det nye “in” system. Barcelona-inspireret uden rent faktisk at være det system som Barcelona spiller, fordi Barcelona spiller en 4-3 af verdens bedste midtbanespillere-3 og det er meget få hold der kan stille op i sådan en formation. DBU’s bibel, som skrevet af blandt andre Morten Olsen og Kasper Hjulmand, har nogle klart definerede roller på midtbanen hvor blandt andet rollen som offensiv midt er en jeg mener er problematisk, både i systemet og i FCK’s trup hvis man skulle spille det. Det er et system der som FCN spiller det har vist svagheder når modstanderne er bedre, hvilket stadig er reglen mere end undtagelsen når danske hold skal spille europæisk, og et system der som landsholdet spiller det har vist svagheder når modstanderne pakker sig, hvilket stadig er reglen mere end undtagelsen når FCK spiller i den hjemlige liga.

Når jeg taler om muligheden for at skifte til 4-3-3, så går mine tanker umiddelbart mere i retning af et hold der er blevet nævnt et par gange undervejs allerede, nemlig Ajax Amsterdam. I stedet for en offensiv midt som Søren Christensen i FC Nordsjælland, så har Ajax to offensive centrale midtbanespillere i, normalt, Siem de Jong og Christian Eriksen der begge har muligheden for at trække op i banen, og så en mere defensiv spiller bag dem der enten kan spille direkte defensivt, som man ser det når Christian Poulsen spiller, eller gå mere med i spillet hvis det for eksempel er Lasse Schöne der spiller pladsen. Ser man på den nuværende FCK trup ville det være Thomas Kristensen bag Daniel Jensen og Claudemir. De to kanter er selvfølgelig længere fremme end i en 4-4-2, men en spiller som Viktor Fischer for eksempel spiller den kant mere som angriber end som klassisk wing. Nicolai Jørgensen ville måske miste lidt ved at starte længere oppe på banen, men en anden af hans store styrker er jo netop hans evne til at komme med i feltet, hvilket hans 11 sæsonmål indtil videre også vidner om. Og oppe foran vil det nok kun hjælpe på Cornelius’ salgspris hvis han også blev oplært som ene mand i front.

Når alt det er sagt, når alle argumenter om at både trup og transfermarked er til et skifte er lagt på bordet, når alle modargumenter om vigtigheden af taktisk kontinuitet og mangeårig succes er lagt på bordet, når alt det er kommet frem, så er der stadig et vægtigt argument imod at FC København skifter taktik, at de omskriver bibelen.

Klubben og sportsdirektør Carsten V. Jensen er i bund og grund konservative, forstokkede hvis man skulle være lidt grov. Forandring kommer sjældent hvis det kommer overhovedet. Kontinuitet er vigtigere end succes fordi kontinuitet nu sikrer succes senere. Man skal ikke se længere end det scoutingnetværk der skaffede os Johnny Thomsen, Pape Pate Diouf, Christian Gamboa, Søren Frederiksen, Christian Grindheim og Mustafa Abdellaoue inden for kort tid. Vi har stadig den samme talentspejder, Lars Højer Nielsen, han er stadig kun på deltid, den eneste forandring er at fokus er flyttet til andre markeder end det norske. Ashvetia-doktrinen var navnet på den tommelfinger-regel der skulle sørge for at vi ikke fik flere ukendte flop-angribere som Mikhail Ashvetia. Nu skulle spillere have en skandinavisk tilvænningsperiode før man ville hente dem. Så vi fik Jörgen Pettersson, Søren Frederiksen og Peter Ijeh i stedet. Det er først inden for de sidste tre-fire år at spillere som Dame N’Doye, Bryan Oviedo og Claudemir blev hentet uden et tidligere ophold i en skandinavisk klub.

At ændre taktik i en klub som FCK er andet og mere end at træneren sætter spillerne nogle andre steder end normalt. Det er andet og mere end talkombinationer, selvom der har været en del af dem i den her klumme. Det handler om at ændre kulturen i klubben. Om at sætte sig ned og sige “vi har gjort tingene på den her måde i over ti år men nu kan vi gøre det bedre på en anden måde”. Det handler om at ofre kontinuitet for fremtidig succes.

Det handler om at omskrive bibelen. Men det er måske på tide.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.