Zzz… hv-hvad? Åh, ja, øh… kamp.
Jeg skal være helt ærlig. Jeg kom hjem onsdag nat kl. kvart i 2 og satte mig ned for at se kampen mod SønderjyskE og… jeg kan ikke rigtig huske særlig meget af anden halvleg. Og jeg har heller ikke vild lyst til at se den igen.
Jeg overdriver lidt, jeg synes faktisk der var nogle interessante ting i kampen, men den primære kampbillede var af en dårlig, kedelig affære. I anden halvleg var det mest spændende vel det manglende straffespark, som vi kommer tilbage til, og så endte Mos’ mål med at blive det eneste i kampen. Andet mål på hans anden afslutning, det er vist noget om CV’s nye ynglingssætning, at mål og Mos hænger sammen.
Ja, Mos spillede fra start denne gang, hvis vi lige kigger hurtigt på startopstillingerne så var der gættet helt rigtigt på FCK’s startopstilling, Kim Christensen, Pierre Bengtsson, Kris Stadsgaard, Claudemir og Mos Abdellaoue kom alle ind i forhold til startopstillingen mod HB Køge, mens SønderjyskE stillede næsten op som forventet. Noget sidste-minuts sygdom gjorde at Henrik Bødker blev erstattet på midtbanen af Bjørn Paulsen men ellers var både opstilling og spillestil som forventet.
En af de interessante ting i kampen, faktisk den mest interessante, var netop at se hvordan Mos bevægede sig på banen. Han manglede tydeligvis en masse i forståelsen med sine nye holdkammerater, og omvendt, han vidste ikke hvor N’Doye løb hen eller ville have bolden eller ville slippe bolden, men når han bare løb for sig selv og tog sine egne positioner, så var han ofte i stand til at komme foran sin oppasser med en meter eller to til næste forsvarsspiller. Jeg talte efter kampen mod Køge om Cesar Santin og hans evne til at positionere sig rigtigt, jeg synes det så rigtig positivt ud på den konto med Mos. Målet er et fint eksempel. The Guardian har en klumme skrevet af en nuværende men anonym fodboldspiller, The Secret Footballer. I hans klumme om Moneyball eller Soccernomics skrev han noget om et Charles Hughes begreb, Positions Of Maximum Opportunity.
Years ago, at my first club, the manager would spend hours coming up with set plays that he would go through with us on the training pitch. One role that is nearly always taken up at every level of the game is the “position of maximum opportunity”, or pomo. The pomo is the space inhabited by a striker, usually after pulling away from the goalkeeper after a corner is taken. It is the space in between the six-yard line and the back post and is important because a high percentage of headers won by the attacking team are flicked towards this area. God forbid if one of our forwards weren’t there. “That is the difference between you becoming a millionaire and spending the rest of your career at the fucking Dog and Duck!” he used to scream if someone went awol.
Det er ikke den eneste POMO (jeg bliver nødt til at skrive det med stort, ellers ligner det “porno” for meget), men ved hjørnespark er det den vigtigste. Cesar Santin har ofte været rigtig god til at finde den, en god del af hans scoringer har været tæt under mål efter hjørnespark, og mod SønderjyskE var det så Mos Abdellaoue der holdt målmanden på linjen, trådte et skridt ud og så stod helt alene og kunne vippe bolden i mål.
Han faldt så desværre mere og mere ud af kampen som tiden skred frem, men med hans tydelige løbevillighed og målnæse er jeg overbevist om at Mos nok skal blive et rigtigt spændende bekendskab når først han falder lidt bedre til på holdet. Vigtigheden af det synes jeg også man kunne se på Pape Pate Diouf. Det var absolut ikke en god kamp fra senegaleseren, men modsat tidligere kampe hvor han har været så meget ude af trit med resten af holdet at han er blevet anklaget for at være tidsrejsende, altid lige tre sekunder foran eller bagefter resten af os, så virkede han i den her kamp meget mere som en del af holdet. Nej, det var ikke godt, men det var på niveau med resten. Det var en hold-præstation. Ikke en god en, men i det mindste en hold-præstation.
Foruden Abdellaoue var der også et par andre bænkevarmere der fik chancen, Pierre Bengtsson og Kim Christensen, og for begge var kampen noget af en blandet landhandel. Umiddelbart kom Bengtsson bedst ud af den, generelt en okay kamp, men han viste også hvad man kommer til at mangle når Oviedo ikke er med. Bengtsson var altid villig til at tage løbet med frem, men en-mod-en med en modstander, der var han stort set aldrig i stand til at sætte sin mand og komme til et indlæg. Specielt når det er Diouf der spiller venstremidt, og trækker så meget ind i banen som han gør, er det vigtigt med en back der kan komme forbi en mand. Når der blev spillet i dybden var Bengtsson der altid, men medmindre Claudemir opper sig, så har vi altså ingen der konsekvent kan lægge den dybe pasning.
Hvor Bengtsson var en solid erstatning med nogle mangler, så viste Kim Christensen mere at hvis Johan Wiland bliver skadet, så er vi sikret i en kamp eller tre, men bliver han solgt eller forlader klubben ved kontraktudløb, så skal der hentes en ny målmand ind. Han har simpelthen ikke niveauet til at være førstemålmand i FCK, den gode Kim C.. Der var flere usikre momenter mod SønderjyskE og han skal ikke presses ret meget mere før det kommer til at koste. En make-or-break kamp på den europæiske scene eller med mesterskabet på plads? Uha, de sæbehandsker ville ikke være godt for mit hjerte.
Og apropos ting der ikke er godt for hjertet, så har SjE’s sportschef Ole Nielsen raset igennem over dommeren efter kampen. Et eller andet sted, ja, selvfølgelig er der dommere der dukker op og ikke tør dømme imod de store hold som FCK eller… FCK. Det var vist alle de store hold i dansk fodbold. Men der er også dommere der dukker op og tænker “Jeg skal fanme vise dem at jeg ikke er bange” og det beklager Ole Nielsen sig mærkelig nok ikke over. Og som der var en der nævnte, det var næppe de 6000 i Parken der overvældede Mads-Kristoffer Kristoffersen. Mon ikke det bare handler om et generelt lavt niveau i den danske dommerstand? Og så vil jeg lige sige, ja, selvfølgelig skal SønderjyskE have straffespark da Claudemir vælter ind i Tommy Bechmann, men hvis Ole Nielsen gerne vil bebrejde nogen for at de ikke fik det, så burde han måske kigge lidt efter Tommy Bechmann. Hvis han ikke var gået så tydeligt efter det, så ville reaktionen hos dommeren nok have været anderledes. Men istedet for at spille situationen til ende, så stivner han lige så snart han mærker Claudemirs hånd på skulderen, på den der meget tydelige “Nu falder jeg og vil have et straffespark” måde, så når Claudemir brager igennem og rent faktisk begår straffet ligner Bechmann allerede en der filmer. Var der straffe? Ja, selvfølgelig, men Bechmann hjælper på ingen måde sig selv i situationen.
Nå, men det blev så 1-0. Kampen er ikke lukket, alt kan stadig ske i returen, men der burde være nok erfaring på det her hold til at køre den hjem i det jyske. Inden da er det Horsens der kommer på besøg her på søndag. Vi må håbe på lidt bedre spil. Vi får vist brug for det.
