Så blev det helt store skridt mod mesterskabet taget, det kan dårligt gå galt nu, og en hel del ting endte med at blive sat på plads.
FCK vil være værdige mestre. Nu har de mødt rækkens nummer to i tre kampe, alle tre er endt med FCK sejr.
FCN har opbrugt deres tilladte klagen over hvor lidt fair play de får.
Kunstgræs er endnu ikke noget til et punkt hvor det er forsvarligt at bruge det til topfodbold.
Dommerniveauet i den danske liga er virkelig ringe.
Den sidste er ikke så meget på grund af Jacob Kehlets indsats, den var som sådan på det jævne. Ja, der er en tre-fire steder i fodboldloven hvor der står at spillet skal stoppes i situationen hvor Wiland bliver underløbet af Patrick Mtiliga. Kim Milton Nielsens forsøg på at redde den ved at tale om at Wiland ikke var funktionelt involveret runger hult med tanke på at Wiland jo rent faktisk havde grebet bolden. Ja, Kehlet faldt i mange af de samme fælder som vi er vant til i dansk fodbold, frispark dømt for hurtigt hvor fordelen ville være at foretrække, alt for mange åbenlyst missede frispark som skal gemmes ind under “international linje”, endda to gange hvor en FCK’er tydeligt bliver sparket ned og Kehlet i stedet dømmer hands til FCN fordi spilleren rækker ud efter bolden. Andreas Cornelius fik to klare albuer, en i siden og en i baghovedet, ingen af dem gav gult, kun en gav frispark. Alt det har vi set før.
Næh, niveauet på dommerne herhjemme bliver afsløret af at alle nu falder over hinanden for at kalde det her for en toppræstation. Bevis for at man ikke skal være bekymret over dommerniveauet herhjemme, endda.
Ligesom at kalde en bakke for Himmelbjerget.
Det er da muligt at det er noget af det bedste vi kan forvente fra dommerne herhjemme, men det er mere argument for at vi har brug for professionelle dommere end at vi ikke skal være bekymret for niveauet.
OK, der var næppe blevet støttet helt lige så meget op omkring Kehlet hvis folk ikke pludselig havde opdaget at folk indblandet i kontroversielle situationer under en fodboldkamp bliver svinet til på Twitter under førnævnte kamp. Der blev både skrevet artikler og opfordret til at skamme sig (ironisk nok på Twitter) og jeg kan kun formode at hele svineriet også bliver mobiliseret næste runde hvor det uden tvivl kommer til at ske igen.
*host host*
“Græsset”, jamen jeg ved dårligt hvad jeg skal sige. I pausen skrev jeg på Twitter at det var den mærkeligste ishockey kamp jeg havde set, folk skøjtede jo rundt. Også FCN spillere, som ellers må formodes at være vant til underlaget nu, hvilket godt kunne tyde på at der har været nogen i Farum der er gået lidt amok med vandkanonen op til kampstart. Vi så flere spillere der ikke kunne kontrollere relativt lette bolde, der var flere rimelig ligetil afleveringer der endte med at skøjte forbi modtageren. En grund til at Wiland kom til skade var at hverken Lars Jacobsen eller Mtiliga kunne bremse. Både Claudemir og Nicolai Jørgensen var nede og smage på plastic-underlaget i løbet af kampens første fem minutter, Claudemir løb og tog sig til hånden i de næste ti minutter, Jørgensen måtte forlade banen for behandling, sad udenfor da Ragnar scorede det første mål og kom aldrig rigtig ind i halvlegen efterfølgende.
Fair Play var et koncept som var meget, meget vigtigt for FCN dengang de spillede Champions League. Der blev talt om Fair Play og Fair Play og Sambatyven og Fair Play. Det er ikke helt så vigtigt for dem længere. Vi så Mark Gundelach inde i Parken først filme sig til et straffespark og så prøve at fremprovokere et rødt kort ved at lade som om han blev nikket en skalle. I Farum så Patrick Mtiliga både Lars Jacobsen og Johan Wiland ligge skadede, og i Wilands tilfælde i alvorlige smerter, og tænkte “fedt, frit mål”. Evig-sympatiske Nicolai Stokholm slap med kun et gult kort på trods af både albuer i infight ved dødbolde og flere frispark hvor han enten kom sent i en efter-tackling eller sad helt oppe i haserne, hvilket blandt andet Pierre Bengtsson var stærkt utilfreds med. For ikke at nævne hvordan både linjevogter, dommer og sågar Cesar Santin måtte se sig blive overfuset af Stokholm, Santin efter at være blevet skubbet i gulvet af en FCN spiller. Generelt har FCN formået at samle en flok teknisk stærke spillere der ikke er bange for at være nogle små svin. Selv ellers sympatiske Morten Nordstrand følte behov for håne de FCK tilskuere der i minutter før hans mål gav udtryk for at han ikke var god nok til FCK. Han havde så en undskyldning men alligevel ikke hvad man havde forventet fra Nordstrand.
Og så selve kampen. Det var ikke den FCN kamp hvor FCK har været bedst, ikke den kamp hvor de scorede flest mål, det var faktisk ikke en kamp med særlig mange rigtig gode præstationer, men det var nok den kamp der mest af alt viste hvorfor FCK bliver mestre. Fordi de vinder den slags kampe, fordi to fejl bliver straffet og så er der pludselig vendt op og ned på en svær udebanekamp.
Og det var faktisk ikke en kamp med særlig mange gode præstationer. Der var lidt Jacob Kehlet over det. Thomas Kristensen var i konkurrence med Ragnar Sigurdsson nok bedste FCK’ere, ikke fordi de var gode men fordi konkurrencen om lige den titel ikke var så vild. Ariël Jacobs havde endnu en gang lagt om i den 4-3-1-2 formation som vi også så i de to kampe mod FCN i Parken (eller som sporten.dk sagde det, “en stor overraskelse”) men denne gang fik man ikke den samme kontrol over kampen. Der var perioder hvor man sad rimelig tungt på FCN og det tvang faktisk Kasper Hjulmand ud i at prøve nogle taktiske ændringer af midtbanen, men der var ikke den kontrol som man så både i 4-1 kampen men faktisk også i 2-1 kampen, som næsten var et misvisende resultat.
En stor del af ansvaret for den manglende succes må desværre gå til Nicolai Jørgensen som slet ikke kom ind i kampen. Han gik som sagt ud til behandling inden for de første fem minutter og det føltes aldrig rigtig som om han kom i gang efter det. Der var faktisk flere angreb hvor Jørgensen simpelthen var så svær at finde at han burde have røde striber på trøjen. I anden halvleg fik han så chancen for en frisk start men smed som noget af det første en bold væk og så var tonen ligesom lagt. Vi skulle over en time ind i kampen før han for alvor begyndte at røre på sig men helt farligt endte det aldrig med at blive og man begynder at overveje om de der landskampe har gjort alvorlig skade på den unge mand. Forhåbentlig kommer han mod AaB ud på sin normale venstrekant og kan finde frem til noget af den gamle form.
Det virkede også som om der måske var lidt mindre styr på midtbanen denne gang. Tre-mands kæden virkede ofte skæv, med Delaney næsten som venstrekant mens Claudemir spillede meget centralt og kun sjældent kom over højrekanten. Med Joshua John der specielt i første halvleg holdt Lars Jacobsen hjemme og en Cesar Santin der godt nok havde en defensiv opgave der hed Patrick Mtiliga men ellers også holdt sig rimelig centralt, så var det ikke meget der kom over den højrekant. Tilgengæld så vi flere gange Claudemir lægge gode afleveringer til først Santin og senere Vetokele indenom Mtiliga. En blanding af offsides og dårlige tæmninger gjorde at der ikke kom det helt store ud af det, men det var alligevel interessant at se at man hele fire gange kunne lægge en aflevering i rummet mellem venstreback og venstre midterforsvarer.
Santin endte med at bruge en del kræfter på den nærmest mandsmarkering han var sat på over for Mtiliga og han måtte efter lidt over en time lade livet for Igor Vetokele og hvis der er noget Igor Vetokele kan, så er det at blive skiftet ind og score mod FC Nordsjælland. Denne gang skulle der så et forfejlet Jesper Hansen indgreb til først, men det er han jo heldigvis også ofte god for. Bortset fra målet og hans efterfølgende indblanding i sejrsmålet, så fik Igor mest indflydelse på spillet ved at lægge sig længere ind i banen end Santin gjorde. Joshua John gik en del ned i anden halvleg, hvilket åbnede op for Lars Jacobsen til at komme mere med frem, hvilket så igen åbnede for at Vetokele kunne komme mere ind og spille reel angriber ved siden af Cornelius, hvilket gav mere pres på FCN’s bagkæde. Ved 2-3 målet tog han så et løb væk fra pladsen og ud i kanalerne og så var der plads inde centralt. At Nicolai Jørgensen så kun lige fik snittet bolden og den alligevel røg via Jores Okore over til Cornelius er den slags tilfældigheder som ofte ender med at tilfalde de hold der søger dem.
For lige at blive ved Vetokele et kort sekund, så betegnede Ariël Jacobs ham efter kampen som en “development player”. Igor har fået begrænset med spilletid og har ikke slået igennem på de minutter han har fået, men som udviklingsspiller må der være nogle andre forventninger til ham fra klubben og forhåbentlig betyder det både at han får de chancer en udviklingsspiller skal have og også den tid og tillid som en sådan spiller skal have. Han har nogle tydelige fysiske aktiver men er stadig grovslebet hvad angår de tekniske færdigheder.
Det endte så med en 3-2 sejr, på et mål der viste endnu engang at Andreas Cornelius ikke er en døgnflue men en topangriber under udvikling, en first timer inderside afslutning på en skæv clearing, endda en afslutning hvor han først lige kigger på målmanden og afslutter herefter. Fejringen står så for hans eget ansvar.
Det var ikke mesterskabet der blev sikret, men det var et stort skridt i den rigtige retning og den retning er at vinde mesterskabet på Brøndby stadion om tre runder. Kom så med det.
