Arkiv over kategorien 'Superligakampe'

Efter Kampen: Brøndby v. FCK, 05/05/13

Så kom mesterskabet i hus. Men vi får alligevel først pokalen på sidste spilledag og der er masser af tid til at se nærmere både på mesterskabet og Champions League deltagelsen der følger med. Så lad os i stedet kigge på kampen for sig selv.

For tal om et mesterskab med en dårlig smag i munden.

Vi har i de svære udebanekampe stillet op i den europæiske 4-4-1-1 og mod ligaens nummer ti der lå a point med nedrykningsstregen var vi tilbage i den. Godt nok påstod Ariël Jacobs at Nicolai Jørgensen skulle agere “striker” og at hans job var at score mål, men det holdt helt op til kampstart og så røg han ned bag Cornelius i den klassiske europæiske.

Med Delaney på venstrekanten var det begrænset hvor meget offensivt der kom fra midtbanen. Meget skulle komme fra de to backs og Bolaños, men specielt Lars Jacobsen er gået kraftigt ned i niveau rent offensivt og det fortsatte mod Brøndby. I første halvleg skulle der gå en halv time før hans første overlap kom og i anden halvleg skulle vi helt hen til tre minutter før tid før hans første reelle offensive aktion. Bengtsson og Bolaños var mere aktive i det offensive spil men det er sigende for deres kampe at de to bedste indlæg i kampen begge kom fra Claudemir, begge fra løb ud i den højre side som Lars Jacobsen havde opgivet.

Hvis ikke midtbanen eller backs, så skulle det komme fra de to forreste. Nicolai Jørgensen havde et par gode aktioner hvor han var i stand til at modtage bolden og vende med den og havde også kampens største chance da tre Brøndby-spillere gik på Cornelius ved et langt indkast og gav Jørgensen en upresset first-timer et par meter fra mål som endte et godt stykke over mål. Han havde også et par andre skud på mål af varierende kvalitet men det var primært en anonym kamp fra Jørgensens side. Og en underlig afskåret kamp. Det han primært var så god til i efteråret, at trække ind i banen og agere playmaker, at binde spillet sammen, det så vi intet af mod Brøndby. Der var ingen små kombinationer, ingen bolde i dybden, de få gange han havde chancen var det enten lange, sløve bolde til modsatte fløj eller også holdt han på bolden for at komme til en afslutning. Jørgensen er, ligesom resten af holdet, offensivt gået i stå.

Hvilket bringer os til Andreas Cornelius. Bortset fra et par kvalificerede afslutninger var det yderst begrænset hvad vi så til ham. Og mærkelig nok var det Martin Albrechtsen der efter kampen forklarede hvorfor; størstedelen af de bolde han fik var høje, planløse bolde hvor modstanderen sad lige i rykken på ham. På de bolde han vinder skal han være heldig med at have bare en eneste medspiller omkring sig, oftest skal han tage bolden ned, kontrollere den, komme uden om en eller to modstandere og så kan han lægge den af til en medspiller. Det er både planløst og håbløst, det gør opspillet langsommere når han skal bruge så mange berøringer hver gang der bliver spillet en bold op på ham. At vi ikke er i stand til at bruge en angriber med hans åbenlyse kvaliteter bedre er en af de helt store grunde til at vi i foråret har spillet 4-5-1 og kun har en sejr i de sidste syv kampe.

Og at vi ikke har en større interesse i at vinde kampe er ærlig talt forbløffende. Ja, vi kunne vinde mesterskabet mod Brøndby men vi skulle kun have et point i fire kampe, der var reelt ingen risiko ved at prøve at vinde sæsonen og muligvis historiens sidste kamp mod Brøndby på Brøndby stadion. Alligevel stillede vi op i den europæiske ude-formation forbeholdt de svære kampe, alligevel var det Daniel Jensen der kom ind for at stabilisere holdet da Nicolai Jørgensen gik ud (og perioden efter var muligvis Brøndbys bedste i hele kampen), alligevel brugte trænerstaben kun en udskiftning og efterlod to angribere på bænken. Det var en kamp der kunne vindes men en kamp hvor man valgte at stå tilfreds med det ene point.

Ærlig talt sad jeg efter kampen og tænkte at hvis man som træner ikke går 100% efter at vinde en kamp mod Brøndby, så burde man måske overveje om FCK er den rigtige klub at være i.

Men vi er i det mindste mestre. Og skal nu spille Champions League. Men den tid, den sorg.

Tal om en dårlig smag i munden…

Før Kampen: Brøndby v. FCK, 05/05/13

Og så kom dagen.

Det er derby dag og klokken er og så videre. Hvad der begyndte med Jarlen af Derby tilbage i 1780 ender nu på Brøndby Stadion kl. 19:00, 3+ hvis man ikke kan komme derud. Ja, ender og ender. Det gør det så ikke nødvendigvis og selve brugen af ordet derby ender naturligvis ikke, men (endnu en gang) kan det faktisk være det sidste Københavner-derby.

Last of the New Firms.

Den truende konkurs kom desværre aldrig, en mislykket emission blev i sidste øjeblik reddet af Aldo Petersen og en række pengemænd der alle har været yderst omhyggelig med ikke at smide nok penge i skidtet til at deres navn skulle oplyses. Intet siger kærlighed til klub og fodbold som “Jeg vil ikke have mit navn associeret med hvad der kommer til at ske i den her klub”.

Eller siger det “hvidvaskning af narkopenge”? Jeg kan aldrig huske den slags.

Anyway. Brøndby er, på trods af at både OB og AGF har gjort deres allerbedste for at hjælpe, stadig fanget i en drabelig nedrykningskamp med AC Horsens og medmindre Brøndby spiller sig helt vildt op eller Horsens falder endnu mere sammen, så kommer det hele til at stå og falde med 33. runde hvor Brøndby skal til Horsens. Så det gælder egentlig bare om at give dem så dårligt et udgangspunkt før den kamp som muligt.

Og så kan vi vist også vinde et dansk mesterskab derude. En sejr eller, desværre, uafgjort kan gøre det. Jeg siger desværre, for står den 1-1 med et kvarter igen så kommer vi nok ikke til at se nogen hold prøve at forcere. Selvfølgelig, står den 1-0 til Brøndby med et kvarter igen er der også en chance for at vi ikke ser det her FCK hold prøve at forcere, men nok om min personlige holdning til Ariël Jacobs. Uanset, med sejr eller uafgjort så er både det danske mesterskab og en plads i næste sæsons Champions League på plads. Så der er en masse på spil, forhåbentlig får vi en kamp der kan leve op til det.

Brøndby har udtaget deres trup her, FCK har bare udtaget “alle mand” uden at komme nærmere ind på det. Det er også fair enough, nu hvor man står til at vinde mesterskabet, selvom det nok vil føles lidt mærkeligt for Pape Pate Diouf hvis han skal gå rundt inde på Brøndby Stadion efter kampen med guldparyk på. Mens TK står ude til siden og ikke vil lege idiot.

Hos Brøndby er Dario Dumic ude med karantæne og Jan Kristiansen med skade, mens Michael Tørnes, Dennis Rommedahl, Daniel Stenderup og Clarence Goodson er med igen. To af de tre går nok direkte ind i startopstillingen og man må næsten regne med at Lebogang Phiri får chancen igen efter en god kamp mod OB.

Michael Tørnes

Frederik Holst – Martin Albrechtsen – Daniel Stenderup – Patrick da Silva

Lebogang Phiri – Mikkel Thygesen

Dennis Rommedahl – Quincy Antipas – Jens Stryger Larsen

Simon Makienok

Hos FCK er alle med, så man må gå ud fra at det er stærkeste opstilling men med TK istedet for Delaney.

Andreas Cornelius – Cesar Santin

Nicolai Jørgensen – Thomas Kristensen – Claudemir – Christian Bolaños

Pierre Bengtsson – Ragnar Sigurdsson – Kris Stadsgaard – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Jeg har faktisk ikke så meget at sige om selve kampen. Jeg håber den bliver god, jeg tvivler dog. Vi er ikke inde i en god stime og Brøndby har for en gangs skyld noget selvtillid. Omvendt burde kvalitetsforskellen være sigende. Og man kan håbe på at Auri “FCK kampen er ikke noget specielt for mig og den skal heller ikke være det for spillerne” Skarbalius holder motivations-tale før kampen.

Kom nu, spark til et hold der ligger ned. Giv os nu den sejr. Og DM og CL. Ej at forglemme.

Efter Kampen: FCK v. AGF, 28/04/13

Zzz…

Før Kampen: FCK v. AGF, 28/04/13

Det er mærkeligt at håbe på en uafgjort i en af FCK’s Superliga-kampe, men det har været en mærkelig sæson så hvad er en mærkværdighed mere?

Ja, SønderjyskE overraskede ved at tage point fra FC Nordsjælland og nu skal vi helst ikke tabe men samtidig helst ikke vinde mod AGF. Lige nu er vi ni point foran FCN med fem kampe igen, FCN har fire kampe. Taber vi mod AGF, så kan sejre til både os og FCN i næste runde gøre at vi ender på et ni points forspring med ni point at spille for og altså ikke matematisk sikret mesterskabet. Vinder vi mod AGF, så er vi tolv point foran med tolv point tilbage at spille om og alt andet end en sejr til FCN om fredagen gør os til mestre før kampen mod Brøndby om søndagen.

Så søndag kl. 19:00 i Parken, trupper her og her, byder vi AGF velkommen til hvad der forhåbentlig bliver en god, velspillet, underholdende uafgjort kamp. Kan man ikke komme i Parken er det Match of the Week på 3+, ligesom det er resten af sæsonen ud. Man får næsten fornemmelsen af at Viasat også har sine tvivl om Brøndbys fortsatte overlevelse og nu, meget sent, satser på at overbevise deres seere om at det nu er FCKs kampe man absolut skal se, uanset hvor ligegyldige de er.

Hos AGF sidder Marcus Solberg og Casper Sloth begge ude med skader, hvor Sloth er det store tab mens Solberg har det fede øgenavn. Foruden de to er der de langtidsskadede Mate Vatsadze og Atle Roar Håland, der har siddet udenfor siden starten af februar med en brækket næse. I dagene efter han fik den brækket kom der ellers en nyhed om at han var blevet opereret og snart kunne spille med en special-fremstillet maske men her flere måneder senere sidder han altså stadig ude. Det betyder alt sammen at David Devdariani sandsynligvis rykker frem som hængende angriber bag Davit Skhirtladze, mens Sloths plads på den centrale midt bliver overtaget af den gamle FCK helt Hjalte Nørregaard. Med hører også at Stephan Petersen, modsat hvad man måske hørte under AGFs seneste kamp, ikke har karantæne til kampen mod FCK.

Stefan Rasmussen

Arthur Sorin – Petri Pasanen – Anders Kure – Mikkel Kirkeskov

Stephan Petersen – Kasper Povlsen – Hjalte Nørregaard – Osama Akharraz

David Devdariani

Davit Skhirtladze

Hos FCK er Thomas Kristensen tilbage fra karantæne mens Christoffer Remmer stadig sidder ude med skade og er erstattet i truppen af Mads Aaquist. Det tyder umiddelbart på en ganske udramatisk stærkeste opstilling hvor det mest spændende bliver hvilke tre spillere der bliver siet fra kamptruppen. Danny Amankwaa og Jacob Busk er umiddelbart oplagte, mens Mads Aaquist nok står som favorit til den sidste plads på tribunen. Ryger han derop er der kun en forsvarsspiller på bænken og ingen oplagt back, så det kan ende med at blive enten Martin Vingaard eller Daniel Jensen der bliver siet fra i sidste ende.

Men nok Aaquist.

Andreas Cornelius – Cesar Santin

Nicolai Jørgensen – Thomas Kristensen – Claudemir – Christian Bolaños

Pierre Bengtsson – Ragnar Sigurdsson – Kris Stadsgaard – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Det er typisk, ikke? Den ene gang man gerne ser en uafgjort og pludselig er det svært ikke at se os vinde. Sker det må vi bare sætte vores lid til FCN og så se om vi når kampen mod Brøndby eller om de går konkurs først.

Som sagt, det har været en mærkværdig sæson.

Efter Kampen: AaB v. FCK, 21/04/13

Tre skud på overliggeren, et brændt straffe og et forkert dømt straffe imod. Nogle kampe er det bare ikke meningen at man skal vinde.

Hvilket egentlig er OK, for FC Nordsjælland vandt heller ikke deres kamp og dermed er vi et skridt nærmere muligheden for at vinde det danske mesterskab på Brøndby stadion. Schadenfreuden ville være enorm.

Når det så er sagt, så var det egentlig en mærkelig kamp mod AaB. I lange perioder var FCK i høj grad spilstyrende men så kom der lige ti minutter eller et kvarter hvor det skiftede fuldstændigt og pludselig var det AaB der sad på det hele. Nicolai Jørgensen, Christian Bolaños og Rurik Gislason havde alle tre afslutninger på træværket men Søren Frederiksen og Kasper Kusk var omvendt også rigtig tæt på i flere omgange.

Men skulle der have været en vinder, så var det i sidste ende FCK der var farligst i kampen. Ikke bare straffesparket, som Andreas Cornelius smed i den rigtige retning med den rigtige fart men i den forkerte højde, ikke bare de tre afslutninger på rammen, hvor af den sidste fra Rurik Gislason endda tog undersiden af overliggeren, bare ikke nok af den, men også et annulleret mål fra Igor Vetokele efter at Nicolai Jørgensen gik op i en luftduel og… så dømte Michael Johansen et eller andet. Svært at præcisere for han havde ikke armene ude eller holdt en modstander nede, så det er faktisk rimelig svært at sige hvad der skulle være dømt frispark for.

Men ja, det var Igor Vetokele der startede inde i stedet for Cesar Santin. Det var faktisk en startopstilling med et par overraskelser, af varierende størrelse, med Vetokele inde for Santin, Delaney på den karantæneramte Thomas Kristensens plads i stedet for Daniel Jensen, Michael Jakobsen på venstreback da Pierre Bengtsson sad over med en lille overbelastningsskade i det ene lår og så Johan Wiland på mål på trods af det skræmmende uheld i sidste uge mod FC Nordsjælland.

Hvis vi starter på toppen, så var det, annulleret mål til trods, ikke en meriterende indsats fra unge Igor. Han prøvede at gå med i opspillet i første halvleg, oftest uden den helt store succes, og i takt med at kræfterne svandt i anden halvleg så faldt han også mere og mere ud af kampen. Et af hans problemer, og jeg har desværre ingen fakta til at bakke min fornemmelse op med, han virker langsommere efter skaderne end før. Han er stadig hurtig, ingen tvivl om det, bare ikke lige så blændende hurtig som før. Da han først kom tilbage efter sin skadesperiode tænkte jeg at han bare var nervøs for rigtig at spurte igennem, fuldt forståeligt med sådan nogle muskelskader, men jeg synes ikke det er blevet bedre med tiden. Ikke endnu, ihvertfald. Og mod AaB havde han problemer med at løbe fra Lasse Nielsen og blev decideret overspurtet af Jacob Ahlmann. Det burde altså ikke ske.

På midtbanen var det Thomas Delaney der havde fået chancen og man er ved at vide hvad man får når det er Delaney der spiller. En solid præstation uden de helt store udsving. Det er selvfølgelig rart at have den slags stabilitet i truppen, men hvis Delaney rent faktisk vil gøre sig en karriere inde centralt, så er vi ved at nå et punkt hvor han skal tage et skridt op i sit spil. Forhåbentlig kan han gøre det for hvis William Kvist ikke pludselig bliver overvældet af klubfølelse og hellere vil en tur tilbage til det københavnske end at fortsætte i Tyskland eller en anden liga, så ligner Thomas Delaney p.t. det bedste bud på den type defensive midtbanespiller vi har brug for i vores 4-4-2.

En spiller der ikke ligner løsningen på FCK’s midtbaneproblemer er Daniel Jensen. Efter et yderst kort indhop mod FC Nordsjælland var der med Thomas Kristensens karantæne banet vej for en startplads til Daniel Jensen, men i stedet måtte han se til fra bænken hele kampen igennem. Selv jagtende en sejr, med en træt Claudemir, en defensivt indstillet Delaney og en udskiftning tilbage, forblev Daniel Jensen på bænken. Det bliver sværere og sværere at se ham have en fremtid i klubben, medmindre han selv stiller sig tilfreds med en plads helt bagerst i køen og nok også en lønnedgang. Det eneste jeg umiddelbart kan se skulle redde ham ville være et salg af enten Claudemir eller Thomas Kristensen. Han ville stadig være bagerst i køen for der ville uden tvivl blive hentet en erstatning, men man ville have mistet noget erfaring i en etableret midtbanespiller og det ville Daniel Jensen så stadig kunne bidrage med.

På backen stod Michael Jakobsen en generelt acceptabel kamp. Manden er primært midterforsvarer og skal ikke dømmes på en kamp som back. Tilgengæld bliver det så interessant at se næste sæson om det stadig bliver Jakobsen der vikarierer når Bengtsson har brug for en pause eller om Casper Højer vil få chancen allerede. Hvis ikke der bliver hentet endnu en back til klubben, selvfølgelig.

Og Wiland, ja, Wiland var Wiland som man har set ham i den her sæson. Der var lige en enkelt afslutning fra Kasper Kusk som han gav en retur på men ellers en solid kamp fra den gæve svensker.

Af de andre etablerede spillere lignede Nicolai Jørgensen en spiller der så småt er på vej tilbage til topformen men selv er lidt overrasket over hvor lang vej der egentlig er. Han havde flere gode og rigtig gode aktioner som så ofte gik i stykker helt til slut. Han virkede også mere og mere frustreret i løbet af kampen og endte med endnu en gang at tale sig til en advarsel. Claudemir var god men løb lidt ukarakteristisk tør for kræfter og Cornelius havde desværre endnu en af de kampe hvor han ikke kom frem til det helt store og ikke fik udnyttet det han kom frem til. En lang sæson har sat sine mærker på den unge mand.

Og så taler vi ikke om dommeren bortset fra at sige at jeg gerne så den danske dommerstand reevaluere deres medie-tilgang. En stor del af frustrationerne med dommeren efter en kamp som den mod AaB er at man i flere situationer oprigtig ikke ved hvad dommeren har set eller mener han har set. For det bliver næsten aldrig forklaret. Var dommerne mere åbne omkring medvirken i diverse fodboldprogrammer, så kunne det være at der var lidt mere forståelse for deres kendelser. Det kunne endda være at folk blev lidt klogere på fodboldreglerne. Og med et større medie-aftryk kan det være at vi slipper for de værste “Se mig! Se mig!” aktioner som to gule kort med på banen eller Michael Svendsen.

Men det var så AaB kampen. Nicklas Helenius på straffespark, hvilket ærlig talt virkede lidt mistænkeligt. Ikke at straffesparket blev dømt, det var direkte forkert, men at han scorede i en runde hvor hele fire straffespark blev misbrugt. Og så Bolaños med et indlæg lagt der hvor det bliver rigtig, rigtig farligt, nemlig inde i målet. Næste gang hedder det AGF, forfærdeligt kørende AGF, og så begynder vi så småt at have udspillet vores rolle i den her superliga-sæson.

Men først AGF.

Før Kampen: AaB v. FCK, 21/04/13

Efter sidste uge hvor alt var en månevandring og det hele handlede om store skridt, så er denne uge den første uge i nedtællingen til mesterskabet. En nedtælling der godt nok starter på ni i stedet for ti og som kan ende med at gå i stå eller sætte farten op afhængig af vores og andres resultat–hør, nu handler det mere om hvornår vi vinder mesterskabet end om, OK?

Nu handler det først om AaB der tager imod på Nordjyske Arena, søndag kl. 19:00 på 3+. Der er som altid trupper, her og her, og efter den noget specielle kamp mod OB sidste søndag, så er det et AaB hold der har masser af selvtillid men langt mindre af Rasmus Würtz. Et rødt kort mod OB åbner et hul på den centrale midtbane og sidst AaB skulle lukke et hul på den centrale midt før et møde med FCK var det færingen Hallur Hansson der fik pladsen. Det var ikke en udpræget succes og denne gang kunne det godt tyde på at det enten bliver Nikolaj Thomsen eller Mathias Wichmann der får pladsen, eller måske den defensive all-rounder Patrick Kristensen. Jeg tror umiddelbart på Thomsen, men det kan blive enhver af de tre. Spændende, for en vis grad af “spændende”, bliver det ogå at se den gamle FCK’er Søren Frederiksen igen. Frederiksen var fast venstrekant på reserveholdet i lang tid og var i gang med at blive omskolet til venstreback for at få noget spilletid da AaB købte ham og smed ham tilbage op i angrebet som han også spillede en del hos SønderjyskE i sin tid. Og det har været med mere succes allerede end hele hans tid i FCK, så man må sige at “Van der Frede” har fundet hylden.

Nicolai Larsen
Henrik Dalsgaard – Kenneth Emil Pedersen – Lasse Nielsen – Patrick Ahlmann
Kasper Kusk – Thomas Augustinussen – Nicolaj Thomsen – Anders Due
Nicklas Helenius – Søren Frederiksen

Bliver for eksempel Patrick Kristensen smidt ind centralt er der en god chance for at det bliver Thomsen til venstre i stedet for Due. Der er også muligheden for at de kører med en fem-mands midtbane med Frederiksen ude til venstre i stedet for Due, det kommer helt an på hvor langt fremme Kent Nielsen vil have holdet på hjemmebane.

Hos FCK er Thomas Kristensen i karantæne og efter at Thomas Delaney var foretrukket foran Daniel Jensen, så begynder det for alvor at blive svært at se Jensen i klubben efter sommeren hvis han heller ikke starter inde mod AaB. Ariël Jacobs var meget imponeret af det Daniel Jensen leverede før han fik kontrakt og han har trænet med siden starten af December, så det er svært at se præcis hvad der er gået galt for Daniel Jensen men han har ikke sat det aftryk på truppen som man havde håbet på og vel også kunne forvente af en spiller med hans erfaring og formodede niveau.

Det skal siges at pladsen som hængende angriber ikke gør ham nogle tjenester og forhåbentlig er det ikke længere Champions League planen. Som reserve burde han være en luksus-løsning men ser man bort fra OB kampen er det svært at pege på kampe hvor han har en afgørende indflydelse, fra start eller bænk. Der er kampe tilbage, han kan stadig vise sig at være en brugbar investering men tiden løber ud.

Andreas Cornelius – Cesar Santin
Nicolai Jørgensen – Daniel Jensen – Claudemir – Christian Bolaños
Pierre Bengtsson – Ragnar Sigurdsson – Kris Stadsgaard – Lars Jacobsen
Kim Christensen

Kim Christensen må forventes at starte inde, selvom Wiland er meldt klar. Ingen grund til at tage chancer så sent i sæsonen. Interessant er det at Mads Aaquist er med i truppen med Christoffer Remmer skadet. Aaquist gjorde en rigtig god figur på træningsturen i vinters og står til at rykke op i førsteholdstruppen til sommer. Afhængig af kampens udvikling kunne det godt blive til en debut allerede nu.

Hvis både FCK og FCN vinder deres resterende kampe, så er det på Brøndby stadion at mesterskabet bliver sikret. Så vigtigere end en sejr er det faktisk at få samme resultat som FCN. Skal man vinde et mesterskab kan det ligeså godt gøres med stil.

Efter Kampen: FCN v. FCK, 15/04/13

Så blev det helt store skridt mod mesterskabet taget, det kan dårligt gå galt nu, og en hel del ting endte med at blive sat på plads.

FCK vil være værdige mestre. Nu har de mødt rækkens nummer to i tre kampe, alle tre er endt med FCK sejr.

FCN har opbrugt deres tilladte klagen over hvor lidt fair play de får.

Kunstgræs er endnu ikke noget til et punkt hvor det er forsvarligt at bruge det til topfodbold.

Dommerniveauet i den danske liga er virkelig ringe.

Den sidste er ikke så meget på grund af Jacob Kehlets indsats, den var som sådan på det jævne. Ja, der er en tre-fire steder i fodboldloven hvor der står at spillet skal stoppes i situationen hvor Wiland bliver underløbet af Patrick Mtiliga. Kim Milton Nielsens forsøg på at redde den ved at tale om at Wiland ikke var funktionelt involveret runger hult med tanke på at Wiland jo rent faktisk havde grebet bolden. Ja, Kehlet faldt i mange af de samme fælder som vi er vant til i dansk fodbold, frispark dømt for hurtigt hvor fordelen ville være at foretrække, alt for mange åbenlyst missede frispark som skal gemmes ind under “international linje”, endda to gange hvor en FCK’er tydeligt bliver sparket ned og Kehlet i stedet dømmer hands til FCN fordi spilleren rækker ud efter bolden. Andreas Cornelius fik to klare albuer, en i siden og en i baghovedet, ingen af dem gav gult, kun en gav frispark. Alt det har vi set før.

Næh, niveauet på dommerne herhjemme bliver afsløret af at alle nu falder over hinanden for at kalde det her for en toppræstation. Bevis for at man ikke skal være bekymret over dommerniveauet herhjemme, endda.

Ligesom at kalde en bakke for Himmelbjerget.

Det er da muligt at det er noget af det bedste vi kan forvente fra dommerne herhjemme, men det er mere argument for at vi har brug for professionelle dommere end at vi ikke skal være bekymret for niveauet.

OK, der var næppe blevet støttet helt lige så meget op omkring Kehlet hvis folk ikke pludselig havde opdaget at folk indblandet i kontroversielle situationer under en fodboldkamp bliver svinet til på Twitter under førnævnte kamp. Der blev både skrevet artikler og opfordret til at skamme sig (ironisk nok på Twitter) og jeg kan kun formode at hele svineriet også bliver mobiliseret næste runde hvor det uden tvivl kommer til at ske igen.

*host host*

“Græsset”, jamen jeg ved dårligt hvad jeg skal sige. I pausen skrev jeg på Twitter at det var den mærkeligste ishockey kamp jeg havde set, folk skøjtede jo rundt. Også FCN spillere, som ellers må formodes at være vant til underlaget nu, hvilket godt kunne tyde på at der har været nogen i Farum der er gået lidt amok med vandkanonen op til kampstart. Vi så flere spillere der ikke kunne kontrollere relativt lette bolde, der var flere rimelig ligetil afleveringer der endte med at skøjte forbi modtageren. En grund til at Wiland kom til skade var at hverken Lars Jacobsen eller Mtiliga kunne bremse. Både Claudemir og Nicolai Jørgensen var nede og smage på plastic-underlaget i løbet af kampens første fem minutter, Claudemir løb og tog sig til hånden i de næste ti minutter, Jørgensen måtte forlade banen for behandling, sad udenfor da Ragnar scorede det første mål og kom aldrig rigtig ind i halvlegen efterfølgende.

Fair Play var et koncept som var meget, meget vigtigt for FCN dengang de spillede Champions League. Der blev talt om Fair Play og Fair Play og Sambatyven og Fair Play. Det er ikke helt så vigtigt for dem længere. Vi så Mark Gundelach inde i Parken først filme sig til et straffespark og så prøve at fremprovokere et rødt kort ved at lade som om han blev nikket en skalle. I Farum så Patrick Mtiliga både Lars Jacobsen og Johan Wiland ligge skadede, og i Wilands tilfælde i alvorlige smerter, og tænkte “fedt, frit mål”. Evig-sympatiske Nicolai Stokholm slap med kun et gult kort på trods af både albuer i infight ved dødbolde og flere frispark hvor han enten kom sent i en efter-tackling eller sad helt oppe i haserne, hvilket blandt andet Pierre Bengtsson var stærkt utilfreds med. For ikke at nævne hvordan både linjevogter, dommer og sågar Cesar Santin måtte se sig blive overfuset af Stokholm, Santin efter at være blevet skubbet i gulvet af en FCN spiller. Generelt har FCN formået at samle en flok teknisk stærke spillere der ikke er bange for at være nogle små svin. Selv ellers sympatiske Morten Nordstrand følte behov for håne de FCK tilskuere der i minutter før hans mål gav udtryk for at han ikke var god nok til FCK. Han havde så en undskyldning men alligevel ikke hvad man havde forventet fra Nordstrand.

Og så selve kampen. Det var ikke den FCN kamp hvor FCK har været bedst, ikke den kamp hvor de scorede flest mål, det var faktisk ikke en kamp med særlig mange rigtig gode præstationer, men det var nok den kamp der mest af alt viste hvorfor FCK bliver mestre. Fordi de vinder den slags kampe, fordi to fejl bliver straffet og så er der pludselig vendt op og ned på en svær udebanekamp.

Og det var faktisk ikke en kamp med særlig mange gode præstationer. Der var lidt Jacob Kehlet over det. Thomas Kristensen var i konkurrence med Ragnar Sigurdsson nok bedste FCK’ere, ikke fordi de var gode men fordi konkurrencen om lige den titel ikke var så vild. Ariël Jacobs havde endnu en gang lagt om i den 4-3-1-2 formation som vi også så i de to kampe mod FCN i Parken (eller som sporten.dk sagde det, “en stor overraskelse”) men denne gang fik man ikke den samme kontrol over kampen. Der var perioder hvor man sad rimelig tungt på FCN og det tvang faktisk Kasper Hjulmand ud i at prøve nogle taktiske ændringer af midtbanen, men der var ikke den kontrol som man så både i 4-1 kampen men faktisk også i 2-1 kampen, som næsten var et misvisende resultat.

En stor del af ansvaret for den manglende succes må desværre gå til Nicolai Jørgensen som slet ikke kom ind i kampen. Han gik som sagt ud til behandling inden for de første fem minutter og det føltes aldrig rigtig som om han kom i gang efter det. Der var faktisk flere angreb hvor Jørgensen simpelthen var så svær at finde at han burde have røde striber på trøjen. I anden halvleg fik han så chancen for en frisk start men smed som noget af det første en bold væk og så var tonen ligesom lagt. Vi skulle over en time ind i kampen før han for alvor begyndte at røre på sig men helt farligt endte det aldrig med at blive og man begynder at overveje om de der landskampe har gjort alvorlig skade på den unge mand. Forhåbentlig kommer han mod AaB ud på sin normale venstrekant og kan finde frem til noget af den gamle form.

Det virkede også som om der måske var lidt mindre styr på midtbanen denne gang. Tre-mands kæden virkede ofte skæv, med Delaney næsten som venstrekant mens Claudemir spillede meget centralt og kun sjældent kom over højrekanten. Med Joshua John der specielt i første halvleg holdt Lars Jacobsen hjemme og en Cesar Santin der godt nok havde en defensiv opgave der hed Patrick Mtiliga men ellers også holdt sig rimelig centralt, så var det ikke meget der kom over den højrekant. Tilgengæld så vi flere gange Claudemir lægge gode afleveringer til først Santin og senere Vetokele indenom Mtiliga. En blanding af offsides og dårlige tæmninger gjorde at der ikke kom det helt store ud af det, men det var alligevel interessant at se at man hele fire gange kunne lægge en aflevering i rummet mellem venstreback og venstre midterforsvarer.

Santin endte med at bruge en del kræfter på den nærmest mandsmarkering han var sat på over for Mtiliga og han måtte efter lidt over en time lade livet for Igor Vetokele og hvis der er noget Igor Vetokele kan, så er det at blive skiftet ind og score mod FC Nordsjælland. Denne gang skulle der så et forfejlet Jesper Hansen indgreb til først, men det er han jo heldigvis også ofte god for. Bortset fra målet og hans efterfølgende indblanding i sejrsmålet, så fik Igor mest indflydelse på spillet ved at lægge sig længere ind i banen end Santin gjorde. Joshua John gik en del ned i anden halvleg, hvilket åbnede op for Lars Jacobsen til at komme mere med frem, hvilket så igen åbnede for at Vetokele kunne komme mere ind og spille reel angriber ved siden af Cornelius, hvilket gav mere pres på FCN’s bagkæde. Ved 2-3 målet tog han så et løb væk fra pladsen og ud i kanalerne og så var der plads inde centralt. At Nicolai Jørgensen så kun lige fik snittet bolden og den alligevel røg via Jores Okore over til Cornelius er den slags tilfældigheder som ofte ender med at tilfalde de hold der søger dem.

For lige at blive ved Vetokele et kort sekund, så betegnede Ariël Jacobs ham efter kampen som en “development player”. Igor har fået begrænset med spilletid og har ikke slået igennem på de minutter han har fået, men som udviklingsspiller må der være nogle andre forventninger til ham fra klubben og forhåbentlig betyder det både at han får de chancer en udviklingsspiller skal have og også den tid og tillid som en sådan spiller skal have. Han har nogle tydelige fysiske aktiver men er stadig grovslebet hvad angår de tekniske færdigheder.

Det endte så med en 3-2 sejr, på et mål der viste endnu engang at Andreas Cornelius ikke er en døgnflue men en topangriber under udvikling, en first timer inderside afslutning på en skæv clearing, endda en afslutning hvor han først lige kigger på målmanden og afslutter herefter. Fejringen står så for hans eget ansvar.

Det var ikke mesterskabet der blev sikret, men det var et stort skridt i den rigtige retning og den retning er at vinde mesterskabet på Brøndby stadion om tre runder. Kom så med det.

Før Kampen: FCN v. FCK, 15/04/13

Så er det i dag at mesterskabet bliver afgjort.

Eller… nok ikke. Men det er i dag at vi får et kraftigt fingerpeg.

Ja, FC Nordsjælland tager imod på den plasticbane som er elsket af alle, ELSKET AF ALLE, SAGDE JEG! ALLE VIL BRUGE PLASTIC I FREMTIDEN! STADION ER PROPPET! VI HAR ALTID VÆRET I KRIG MED EURASIEN!

Undskyld, jeg ved ikke hvordan Allan K. Pedersen kom herind men bare rolig, jeg har gennet ham ud nu. FC Nordsjælland tager som sagt imod på Farum Park i aften kl. 19:00 og mandagskampe betyder selvfølgelig at det er TV3 Sport 1 man skal tune ind på hvis man ikke har taget turen til Farum. Der er trupper, FCK og FCN, og begge har stort set alle mand klar. FCN har Anders “AC” Christiansen tilbage fra skade, han har ellers siddet ude i store dele af foråret, men han starter næppe. Det gør Nicolai Stokholm uden tvivl og så bliver det sikkert den tidligere SønderjyskE spiller Conor O’Brien ved siden af. Det tegner faktisk umiddelbart til at blive en FCN opstilling uden overraskelser.

Jesper Hansen

Mario Ticinovic – Jores Okore – Ivan Runje – Patrick Mtiliga

Nicolai Stokholm – Conor O’Brien

Uffe Bech – Søren Christensen – Joshua John

Morten Nordstrand

Det ville så blive et gensyn med Morten Nordstrand der minsandten er begyndt at score igen, men de helt store trusler vil stadig komme fra Bech og John på kanterne. Specielt John kan godt blive et problem, ikke kun på grund af hans offensive kvaliteter men også fordi han vil holde Lars Jacobsen mere tilbage end ellers.

Hos FCK plejer en svær udekamp i det her forår at betyde 4-5-1 med Daniel Jensen som en akavet halv angriber. Tilgengæld betød kampe mod FCN sidste efterår en 4-3-1-2 formation og den havde godt styr på FCN i begge opgør. Der var selvfølgelig 4-1 sejren hvor blandt andet Jores Okore sad udenfor og FCN var godt brugte efter deres Champions League kampagne, men også i 2-1 sejren tidligere på året sad FCK solidt på kampen selv om FCN fik sneget et mål ind i første halvleg.

Jeg satser på at den hedder 4-3-1-2 gående over i en 4-3-2-1 når vi forsvarer, også fordi Rurik Gislason ikke har imponeret og selvom Christian Bolaños er med i truppen, så er han kun lige kommet tilbage efter en skade. Det er højrekanten der bliver ofret når vi går over i den formation og så vil man både beskytte Bolaños lidt og også have muligheden for at sætte ham frisk ind fra bænken hvis det bliver nødvendigt. Så er spørgsmålet mest om det bliver Delaney eller Daniel Jensen ved siden af TK og Claudemir og det må næsten blive Daniel Jensen. Hans spilleminutter er gået støt nedad, sidst mod OB kom han slet ikke ind, Thomas Delaney stiller med en brækket hånd, kampen mod FCN er lige den slags kampe hvor Daniel Jensens skal gå ind og bruge sin erfaring fra en lang udlandskarriere, hvis Daniel Jensen ikke stiller fra start i dag, så tvivler jeg alvorligt på at han får kontrakten forlænget.

Andreas Cornelius – Cesar Santin

Nicolai Jørgensen

Daniel Jensen – Thomas Kristensen – Claudemir

Pierre Bengtsson – Ragnar Sigurdsson – Kris Stadsgaard – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Vigtigst er det at Nicolai Jørgensen er tilbage, men også Cesar Santin kommer faktisk til at få en nøglerolle. Ikke så meget offensivt (desværre) men Santin vil nok få rollen med at følge Mtiliga. Meget kan afhænge af om Santin kan hænge på Mtiliga og isolere Joshua John. Og så kan Cornelius forhåbentlig komme lidt bedre til de indlæg der nu måtte komme end vi så det mod OB.

 Med en sejr er mesterskabet ikke hjemme, med et nederlag er det ikke tabt, med uafgjort er der ikke status q–nej, vent, det er der. Men altså, intet bliver afgjort i dag. Men der bliver taget store skridt. Forhåbentlig i den rigtige retning.

Efter Kampen: FCK v. OB, 07/04/13

Der har været travlt på arbejdet, så den kommer både lidt sent og lidt… lidt. Tilgengæld kommer der snart noget mere generelt FCK skribleri på siden. Men først, OB kampen. Skal man sætte et ord på den kamp ville det nok blive:

PANIK!

Nej, faktisk ikke. Der kom godt nok kun et enkelt point på kontoen denne gang og det betyder så syv point ned til FCN før kampen på mandag, men skal der sættes et ord på selve kampen ville det nok nærmere være “solidt”.

Eller “indlæg”.

Specielt i første halvleg havde FCK et solidt overtag uden at det på noget tidspunkt blev prangende. Alligevel endte det med flere gode muligheder til Lars Jacobsen (?), Rurik Gislason og Cesar Santin, sidstnævnte fik endda chancen over de fleste da der endelig, langt om længe, blev dømt et straffespark til FCK. Godt nok for en både uheldig og en anelse tilfældig hånd på bolden, ikke for et af de mange overfald vi har set på Cornelius i boksen, men et straffespark alligevel.

Som han så brændte.

På det skammeligste.

Virkelig, virkelig skammeligste.

Det var tydeligt at Jesper Christiansen ikke havde tænkt sig at gøre det første udfald og jeg sad også efter sparket og undrede mig over hvorfor der ikke var nogen der var gået hen til Santin og sagt “Hør, han har ikke tænkt sig at smide sig først, bare vælg et hjørne og skyd”. Efter kampen viste det sig så at der var faktisk en henne og fortælle Santin at Jesper Christiansen ikke havde tænkt sig at smide sig først.

Det var Jesper Christiansen der var henne og sige det.

Måske troede Santin han bluffede?

Han havde også to andre store chancer tæt under mål og på en af dem formåede han endda at rette sin afslutning ind mod målet. Det var en “Åh Cesar” kamp af typen vi nu kender alt for godt til.

Heller ikke Rurik Gislason havde en god kamp. Et par tidlige aktioner startede godt men slutproduktet manglede og så virkede det som om selvtilliden gik af ballonen. Han kom lidt tilbage i anden halvleg ved at koncentrere sig om at modtage og skille sig af med bolden, holde den taktiske formation og ellers lade Lars Jacobsen om højrekanten. Bortset fra en enkelt kombination hvor han endte med at slå et yderst kvalificeret indlæg til en rigtig farlig Lars Jacobsen hovedstødsafslutning (!!!).

Specielt i anden halvleg blev det vigtigt at holde formationen, for første halvlegs overtag handlede i stor grad om at OB var kommet ud i en 3-5-2 formation med Bashkim Kadrii og Esben Ruud som wingbacks, en formation de skiftede ud med deres mere velkendte 4-4-2 allerede sidst i halvlegen. Ideen var vel at bruge en tre-mands midtbane med Silberbauer, Vadócz og Schoop til at knokle sig til et overtag centralt. Der kom boldflytteriet fra TK og Claudemir rigtig til sin ret, OB fik aldrig sat sig på midtbanen for bolden blev aldrig rigtig derinde. I stedet røg den med det samme ud på kanten hvor OB enten måtte se en back og en kant komme i overtal mod en enkelt wingback eller også måtte de flytte en spiller ud af position ved enten at rotere en central midtbane eller en midtstopper derud. Og det skulle ske i en fart, specielt på FCKs venstrekant hvor Pierre Bengtsson igen og igen udfordrede med bolden og hvor han ikke kunne løbe forbi sin modstander kunne han ofte alligevel få drejet et kvalificeret indlæg ind.

Eller, ihvertfald et indlæg. Det var FCKs helt store problem og ironisk nok måske der hvor man mest savnede Nicolai Jørgensen, ikke så meget hans evner i pasningsspillet men måden han så ofte kommer med ind i feltet når det begynder at brænde på. Mod OB kom FCK bare i første halvleg alene frem til tyve indlæg fra åbent spil. I anden halvleg var det 22. Næsten helt lige fordelt mellem højre og venstre. Men Andreas Cornelius endte kun med at komme på seks af dem, tre i hver halvleg. Santin, Thomas Delaney, Rurik Gislason og Lars Jacobsen kom også sidst på et par indlæg, men kun Santin kom på mere end et og… ja, åh Cesar.

Cornelius gik ellers ok med i spillet og fik også vist nogle tekniske raffinementer men inde i feltet var det bedste hovedstød han frem til nok da han og Daniel Høegh smækkede hovederne sammen sidst i kampen. Det gav så noget uforståeligt et gult kort for film fra en dommer som fra den afstand burde have hørt det kæmpe KLONK! der uden tvivl lød. Heldigvis er han ikke i karantænefare men mod FCN må der altså gå noget kvalitet-over-kvantitet i de indlæg hvis vi skal have noget ud af ham.

Nu er Nicolai Jørgensen så tilbage mod FCN og bliver det ligesom sidst går vi over i en formation hvor Christian Bolaños alligevel ikke havde spillet, men mod OB var det alligevel vores to mest kreative kræfter der manglede. Ser man på det, så var det langt hen af vejen en godkendt kamp. OB havde næsten ingen chancer og burde selvfølgelig ikke få lov til at score. FCK havde en tre-fire kæmpe chancer som der selvfølgelig skal scores på. Og gennem hele kampen var der stort set styr på et ellers kompetent OB hold, både i en ny 3-5-2 formation og da de gik tilbage til 4-4-2. Eneste minus var egentlig at kampen ikke blev vundet.

Det er selvfølgelig noget af et minus, men alligevel.

Nu venter plasticbanen i Farum så på mandag. Kan vi vende rækken af nederen mandagskampe? Det var vi godt nok bare at gøre. Ingen spænding, tak. Det mesterskab skal bare hjem nu.

Efter Påsken: FCM v. FCK og Silkeborg v. FCK, 29/03/13 og 01/04/13

Det var så den påske. Gudskelov den er overstået. Først FC Midtjylland, der virkede som en sjælden dårlig kamp men endte med kun at være begyndelsen på påske-nedturen.Ariël Jacobs havde til kampen valgt den lidt aparte 4-5-1 eller 4-4-1-1 formation med Daniel Jensen ved siden af Cornelius. Der blev spekuleret i om den formation simpelthen skulle spilles ind før Champions League til efteråret og det må man håbe af to årsager. Den ene er at ud fra både OB og specielt FCM kampen så har man virkelig brug for at spile den ind, den fungerede slet ikke mod FCM og sporadisk mod OB. Den anden årsag er at det er pinligt hvis vi er nået til et punkt hvor vi ikke tør at stille med to angribere når vi tager til Herning.Det store problem med 4-5-1 opstillingen eller 4-4-1-1 opstillingen var i første halvleg faktisk netop at den ikke var en 4-5-1. Det var faktisk ikke rigtig noget. Daniel Jensen faldt ikke langt nok ned i banen til at hjælpe Thomas Kristensen og Claudemir mod FCM’s tre-mands midtbane, og vi ved af erfaring hvilke problemer Claudemir/TK duoen kan have bare med en to-mands midtbane, men samtidig støttede han ikke nok op omkring Cornelius. Han endte for ofte med at befinde sig i en art ingen-mands land, hvis de britiske og tyske tropper altså havde spillet fodbold i påsken i stedet for henover julen.

Hvilket så kun blev værre i anden halvleg, hvor han bare forsvandt fuldstændig. I den halve time han fik på banen i anden halvleg havde Daniel Jensen kun tre vellykkede boldaktioner og kun to yderligere i alt. Det er meget længe at spille 10 mod 11. Og man så også med det samme at spillet blev bedre da Cesar Santin kom ind, ikke fordi han ikke faldt ned i nogle af de samme rum som Daniel Jensen lå i men fordi han også skubbede op og lå omkring Andreas Cornelius. Målet til 2-1 kommer fordi Santin er inde i feltet og trækker noget opmærksomhed som så gør at Cornelius kan trække væk fra Erik Sviatchenko og stå helt fri. Nuvel, Sviatchenko er ikke færdig med at hjælpe i situationen og hovedstødet på tværs når normalt ikke frem til Santin, men nu fejler Sviatchenko igen og så ligger Santin derinde og lukrerer, noget man ikke havde set fra Daniel Jensen.

Sviatchenko var i øvrigt på pletten igen, eller væk fra pletten igen, ved 2-2 målet, hvor Andreas Cornelius fik lov til at trække væk fra Sviatchenko og lægge sig op af Jesper Juelsgaard, som ikke er i nærheden af Cornelius i luftrummet. Thomas Delaney fik så tid og plads til at benytte sig af den snart berømte dropbold til bagerste stolpe og så gjorde Andreas Cornelius hvad Andreas Cornelius gør i de situationer, han scorede sikkert.

Et sidste-sekunds mål og en uafgjort mod FC Midtjylland var ikke den optimale start på påsken, men bare rolig, det skulle blive værre. Mod Silkeborg var det for flere af spillerne fjerde kamp på under halvanden uge og der var lagt op til store udskiftninger i kampen mod rækkens nummer sjok.

Dem kom der så i sidste ende kun en enkelt af og den var påtvunget, ikke selvvalgt, da Johan Wiland blev nødt til at forlade truppen da hans kone skulle føde. Nicolai Jørgensen, Andreas Cornelius og Lars Jacobsen var værst ramt af de mange kampe og det var heller ikke meget man så til de tre.

Nicolai Jørgensen specielt havde utrolig mange boldtab og endte også med at rage en dum frustrations-advarsel til sig der nu holder ham ude mod OB. Han havde et par enkelte gode aktioner, men langt størstedelen af de offensive aktioner fra venstresiden kom fra Pierre Bengtsson.

Modsat i den anden side hvor 34-årige Lars Jacobsen med de mange kampe i benene kunne tælle de offensive aktioner kampen igennem på to hænder og stadig have fingre tilovers. I pausen var det Rurik Gislason der blev ofret på højrekanten men han arbejdede i det mindste 100% for det og kom til et par indlæg, næsten helt uden offensiv støtte fra Lars. At Christoffer Remmer ikke fik kampen mod Silkeborg er mig ganske enkelt uforståeligt.

Og så var der Andreas Cornelius. Mod FCM skulle han bruge første halvleg på at komme op i omdrejninger, mod Silkeborg var det først til allersidst i kampen at der kom lidt klasse fra Cornelius. Så var det også høj klasse, men efter tre jongleringer i feltet og en volley så var det i sidste ende stolpe-ud.

Hvilket betød sejr til Silkeborg efter at Marvin Pourie løb i ryggen på Ragnar Sigurdsson, stop mig hvis I har hørt den før, gled forbi Kim Christensen og lagde bolden i mål med et kvarter igen. Et mål der mest af alt føltes som noget der havde været undervejs i et stykke tid. Ragnar Sigurdsson var i kampens start en del skarpere i Silkeborgs ende, bare ikke lige skarp nok, men efter det var det svært at se hvor målene skulle komme fra. Faktisk havde Silkeborg før målet flere gode angreb og halvlegens største chance i et Kasper Risgaard hovedstød.

Hvorfor gik det så galt? Jeg synes faktisk at trænerteamet har stort ansvar for at det gik som det gik i påsken, med taktikken mod FCM og opstillingen mod Silkeborg. Jeg sagde tidligere at det var pinligt kun at stille med en angriber mod FC Midtjylland og det er lidt groft sat op. En 4-5-1 formation kan sagtens forsvares med tanke på den solide fem-mands midtbane som FCM praktiserer. Men det viste sig ikke at være et taktisk greb for at stække modstanderen, som vi så det i to omgange mod FCN. Det lignede mest af alt en træningsøvelse, en undskyldning for at få Daniel Jensen spillet ind på rollen som hængende angriber, en rolle han ikke udfyldte særlig godt og vel egentlig ikke er særlig egnet til. I hvert fald ikke som den bliver spillet i det system. Mod Silkeborg var det en eklatant fiasko at skifte så lidt ud i startopstillingen. Med spillere som Christoffer Remmer og Thomas Delaney på bænken var der ingen grund til at specielt Lars Jacobsen og Nicolai Jørgensen skulle spille. Man kunne også sagtens se Martin Vingaard få spilletid mod et hold der selv i nederlag ikke var skræmmende, eller Michael Jakobsen. Både for at give nogle at de etablerede spillere et hvil men også for at holde de nævnte spillere inde omkring førsteholdet.
En fejl var det også at sætte TK sammen med Daniel Jensen på den centrale midtbane. Ikke bare er de to alt for ens til at spille sammen, men specielt mod et hold der stiller med en diamant på midtbanen bliver der nødt til at være en mere klar fordeling af offensiv og defensiv end der var mellem TK og Daniel Jensen. Den centrale midtbane var flad. Helt og aldeles og i alle spillets facetter flad. Der har Daniel Jensen og Claudemir en langt bedre forståelse, ikke mindst på grund af Claudemir der ganske overraskende har lagt sig i spidsen af de tre etablerede midtbanespillere. Det var ikke lige det jeg havde regnet med da Daniel Jensen kom til klubben, men lige nu må han og TK ligge og kæmpe om pladsen ved siden af Claudemir.

Så en uafgjort og et nederlag og så må man jo lede andre steder efter interessante ting henover sådan en påske. Brøndby kunne man desværre ikke regne med, fordi man netop kunne med AGF, så vi ender tilbage hos Andreas Cornelius. Internationalt gennembrud mod Tjekkiet, stor debat om hvorvidt han skal blive i FCK eller til det store udland allerede til sommer, alt det kunne man tale om, men det der slog mig var, endnu en gang, hvor meget forsvarsspillere i Superligaen dog kan slippe afsted med mod den stakkels mand.

Mod FCM var der et par tvivlsomme situationer i feltet, den værste en hvor Cornelius blev trukket omkuld i feltet efter at have løbet bag om Kristian Ipsa mens Ipsa havde godt fat i Cornelius’ trøje. Der valgte Kenn Hansen i stedet at dømme et tvivlsomt frispark på Cornelius. En situation tidligere i kampen hvor Sviatchenko rugby-tackler Cornelius i feltet (og det retfærdigvis skal nævnes at Cornelius giver ham en DDT fra amerikansk wrestling efterfølgende) blev helt ignoreret. En arm i nakken på en FCM spiller i en luftduel gav naturligt nok frispark, en albue i nakken på Cornelius i en luftduel gav intet. Og det er ikke kun når han bliver gået på kroppen at der tilsyneladende er andre regler for Cornelius. Selv når han bliver sparket ned lige foran dommeren er det 50/50 om der bliver dømt noget eller om dommeren bare vinker ham op.Mod Silkeborg blev det helt forrykt. Silkeborg-spillerne havde tydeligvis fået at vide at specielt ved hjørnespark skulle Cornelius stoppes med alskens vold og magt og flere gange så man en Silkeborg-mand bogstavelig talt hænge efter Cornelius. To arme på skulderen, to arme omkring livet, en enkelt gang blev Cornelius væltet af to arme om benene. Alt sammen uden at hverken dommer eller kommentatorpar så ud til at ænse det.Nu skal det ikke lyde som en dårlig undskyldning for dårligere resultater, FCK fortjente ikke det fjerneste fra den Silkeborg kamp og der skulle en hel del held til for at hente den uafgjorte hjem i Herning. Men det med Cornelius er faktisk en længere trend, han bliver bare ikke beskyttet af dommerne på samme måde som stort set enhver anden spiller ville blive det, de her to kampe havde bare nogle rigtig grelle eksempler.

Nå, det bliver kun værre næste år når Claus Bo Larsen trækker sig. På den anden side trækker Michael Svendsen sig også, så både top- og bundniveauet for danske dommere bliver påvirket. Forhåbentlig bliver FCKs top- og bundniveau også påvirket snart, for fortsætter vi med at skrabe bunden mod OB og FCN bliver ved med at hive point ind, så kunne det godt begynde at ligne sidste år.

Uh, dårlige dommere og et mesterskab der begynder at vakle, det var ikke en sjov påske overhovedet. Tre point mod OB, tak, så begynder det at se bedre ud.



Follow

Get every new post delivered to your Inbox.