Så kom klubrekorden i hus, flest vundne kampe i træk, men der skulle godt nok både hiv og sving til.
Før Horsens-kampen sagde jeg at det var en af den slags kampe der sagtens kunne ende i en ærgerlig uafgjort og helt hen til overtiden af anden halvleg lignede det netop sådan en kamp. Og selv der skulle der et super mål fra en offside-position til før at sejren kom i hus.
Det var en problematisk kamp, specielt i første halvleg, omend sandheden om kampens niveau nok ligger et sted midt imellem Lars Jacobsens vurdering af kampen som sæsonens dårligste og Ariël Jacobs som ikke kunne se de store problemer. Lige efter kampen lå jeg selv meget op af Jacobsens opfattelse men efter at have set den igen var det nu ikke så slemt. Der var perioder i begge halvlege hvor FCK sad tungt på spillet, hvilket selvfølgelig mindskede de problemer der var specielt i første halvleg. Og efter Santins udligning kom Horsens ikke rigtig frem til noget farligt. Ikke før til allersidst, ihvertfald.
Problemerne, når de var der, var tilgengæld gammelkendte. Christian Bolaños er endnu ikke kommet i gang på den højrekant og kunne godt ligne en mand der har brug for lidt luftforandring hvis han skal finde det helt store ambitionsniveau frem igen. Cesar Santin fik scoret efter en bold dumper ned foran ham i feltet, men det var så også både første og sidste afslutning fra Santin i den kamp. Og så var den centrale midtbane med TK og Claudemir både statisk og fraværende specielt i første halvleg. Kris Stadsgaard havde tre, fire afleveringer op mod enten en kant eller en angriber som blev interceptet af en Horsens-spiller og det er da kritisabelt at han laver de afleveringer, men det er mere kritisabelt at han bliver nødt til at lave de afleveringer. Og defensivt efterlod de ofte kæmpe huller foran forsvaret som enten Spelmann kunne trække op i eller Takyi kunne falde ned i. Bedst set ved målet hvor Takyi og Spelmann får lov til at spille en et-to bag den centrale midtbane. TK halser endda efter Takyi hele vejen ned til feltet og slipper ham så noget uforståeligt et par sekunder før han sparker den forbi Wiland.
Apropos “uforståelig”, så udtalte Werge og Frimann det konsekvent som Tjatji eller Tatji. Åbenbart ud fra devisen at hvis ch i Christensen kan udtales k, så kan k også udtales ch. Jeg hørte ikke noget om Thomas Tjistensen på midtbanen, men det må komme før eller senere.
Der var heldigvis også positiver og i første halvleg var det primært venstresiden. Der var lidt begyndervanskeligheder i samarbejdet mellem Bengtsson og Jørgensen, og Pierre Bengtsson er bare ikke en back der dominerer sådan en kant, selv på sine bedste dage, men det var en solid og understøttende indsats fra Bengtsson der var med til at gøre Nicolai Jørgensen til FCKs bedste kort i første halvleg. Han prøvede flere gange at kombinere sig igennem og den ene gang det lykkedes endte det med en afslutning fra Cornelius der ikke var langt fra den fjerneste stolpe. Det var også Jørgensens ihærdige forarbejde der gjorde at bolden faldt ned for fødderne af Santin i feltet hvilket førte til den udlignende scoring. Det skal også siges at det var et fint træk og en kølig afslutning fra Santin, også selv om det stort set var det eneste vi så til ham. Apropos rekorder er Santin nu kun fire mål fra at tangere Dame N’Doye som mest scorende FCK’er nogensinde. Mon ikke han har lidt længere snor i resten af sæsonen tl at nå den?
I anden halvleg faldt Jørgensen igen lidt ud af kampen men så har vi jo heldigvis en anden ung, blond komet. Andreas Cornelius kom langt mere med i spillet i anden halvleg, både som spilstation og med løb i dybden. Kampens største chance tilfaldt også Cornelius, da han fra tæt hold fik ydersiden af venstreskøjten på et hovedstød af Vetokele. Der skulle hurtige reaktioner og lidt held til for at Rønnow i Horsens målet kunne holde den ude. Mål blev det dog ikke til og så kunne Cornelius altså ikke tangere Peter Møllers rekord som mest scorende teenager. Ja, endnu en rekord.
Mod slutningen af kampen kom Daniel Jensen så endelig ind for Thomas Kristensen. Det er den bedste kombination vi har på den centrale midtbane, Daniel Jensen løser op for Claudemir ved simpelthen at være en mere taktisk intelligent spiller. Han formår både at spille den fremskudte midtbaneplads som vi så mod OB og også den bagerste i en firekæde som mod Silkeborg og Horsens. Det gør så at Claudemir i højere grad kan tillade sig at presse op eller falde ud mod siderne. Det så vi ved målet hvor et langt indkast fra Claudemir bliver clearet. Daniel Jensen, som næsten bagerste mand, samler op og smider en lang aflevering ud på kanten hvor Claudemir har holdt pladsen istedet for at søge ind centralt. Derfra ryger den tilbage til Jørgensen, gennem benene på en Horsens spiller til Claudemir igen (i en tydelig offside, når man ser den langsomme gengivelse) og så over Rønnow i det lange hjørne. Fantastisk afslutning af typen som man næsten aldrig ser fra Claudemir.
Efter kampen skulle Lars Jacobsen så vurdere kampen igen og der nævnte han blandt andet at noget af det der hjalp på spillet i anden halvleg var at de havde brugt et par lange afleveringer til at flytte Horsens-forsvaret længere tilbage på banen. Det er selvfølgelig rart at der er en taktisk grund udover at man er løbet tør for ideer, men det var nu svært at se at de 14-15 lange bolde man hældte frem i begge halvlege rent faktisk flyttede Horsens baglinjen bagud. Presspil og evnen til at vinde andenbolde og fastholde angrebet flyttede forsvaret men ellers stod Horsens faktisk ikke så meget længere tilbage på banen i anden halvleg end i første. Men stadig, det er da rart at der er mere tanke bag de lange bolde end hvad man lige kan se udefra.
Så 2-1 og ni vundne kampe i streg. Nu er der så landsholdspause hvor håbet om VM i Brasilien endegyldigt skal slukkes og så ventet der minsandten endnu en fredagskamp ude mod FC Midtjylland. Har vi nogensinde haft to fredagskampe i træk? Nå ja, det kan ikke altid være rekorder, nogen gange skal det jo være første gang.
